søndag den 23. december 2018

En stor drøm

Det var en stor drøm der gik i opfyldelse da vi i sommers kunne fejre rejsegilde i vores nye væksthus. Et tretten kvadratmeter stort sortlakeret Juliana Grand Oase på mur.


Muren som anes nederst til højre på billedet ovenfor har jeg pudset og malet sort. Den fungerer dels som vindueskarm inde i væksthuset med plads til potter, stearinlys og pynt og dels som vekselvarmekilde i årets lyse og lune måneder idet at muren fanger solens varme, holder på den og frigiver den om natten - ideelt for varmekrævende planter.



Vi er glade for og begejstrede over huset. Hele sensommeren var det vores tropiske oase, i efteråret et lunt og hyggeligt tilflugtssted og nu ved juletid et fantastisk "Winter Wonderland".
Et kreativt værksted.



Huset har Rasmus og jeg fået bygget i vores kolonihave i Odense. Det er gravet ind i terræn og indgår dermed i et nedsænket haverum. Man går tre trin ned og ind i en skøn haveverden med højbede, krukkevækster, daybed og vindstille omgivelser.



Vi har altid mod på spændende projekter. Væksthuset er en del af vores drømme-kolonihave.



I løbet af haveåret tager jeg mange billeder. En drøm af mine er engang at skrive en bog om vores haveliv i kolonien.



Drømmen er at kolonihave-bogen skal indeholde opskrifter på haveprojekter, byggeprojekter og opskrifter til dejlig mad hele året lavet med grøntsager og frugt fra haven. Drømme som den er skønne at have!

Jeg vil ønske Jer en glædelig jul,

De bedste hilsner fra Mathias Emil


torsdag den 10. maj 2018

En vild sommer

Tidligere har jeg fortalt, at jeg sidste sommer deltog i haveprogrammet Kamp til Hækken sammen med Rasmus, der jo er min bedre halvdel. Efterhånden er det heller ikke længere en hemmelighed, at vi simpelthen vandt programmet og dermed de 200.000,- som præmien lød!



Det er i sig selv helt fantastisk.





Jeg vil med opslaget her vise nogle billeder fra finaledagen. En helt fantastisk dag - og måske den mest følelsesladede, overvældende og mindeværdige dag i vores liv.




Rasmus og jeg skabe en fantastisk have efter vores drømme. Vores drømmehave.



Vi ville ikke have ændret en eneste ting!




Heldigvis var de 100 haveinteresserede jurymedlemmer enige med os i, at den have vi havde skabt blev et helt magisk sted. Et sted fuld af alle vores bedste ideer, blomstrende frodighed og en indbydelse til (have)fest.




Vi vandt! Og vi er så glade og stolte. Jeg vender tilbage med flere billeder. Jeg var nemlig selv tilbage i haven et par dage efter den skæbnesvangre finaledag. Det kan være rart med billeder af alle detaljerne - tv går så stærkt. Tusind tak fordi, at I så med.


Alle fotos i indlægget er taget af Lotta Lemche/TV2.

tirsdag den 13. marts 2018

Fortrolige steder

Nu er det endelig tid til, at bestille de dejlige dahlier. Det er hvert år noget, som jeg glæder mig til. Skal sandheden frem, synes jeg, at det er noget af det sjoveste haveplanlægning - og jeg har rigtig svært ved, at begrænse mig.



Billederne her tog jeg i efteråret ved Egeskov Slot på Fyn. Billederne er fra deres dahliahave, der om foråret er en tulipan-have med tulipaner og andre løgblomster i alle bedene. Også et fantastisk syn.



Det er rart, sådan at have billeder på "lager" når den nye sæson skal planlægges i haven. I år har jeg vagt at bestille alle de smukkeste, som jeg overhovedet kunne forestille mig. Så det bliver sikkert en rodebutik!



Nu er jeg jo indehaver af en kolonihave, og hvis ikke at en kolonihave er stedet, hvor dahlier skal stå i flok og konkurrere om at have de smukkeste, mest larmende og obskure farver, så ved jeg ikke hvor.


En dansk kolonihave med hække af dahlier, pakket ind i farver er for mig dansk sensommer.


Haverne ved Egeskov Slot blev jeg sidste sommer meget fortrolig med, idet min kæreste Rasmus og jeg er med i en tv-produktion, der har lokation ved det smukke, fynske renæssanceslot.



Det er der kommet en række spændende haveprogrammer ud af. "Kamp til Hækken" lyder titlen, og programmet løber over skærmen fra primo april.



Jeg lover, at jeg vil vende tilbage med meget mere om programmet. Det er fantastisk spændende, og har været et eventyr at være med i. Særligt fordi, at vi har lært så mange skønne mennesker at kende.


Nu må vi ud at finde de dejligste dahlier. Mine er bestilt, og er på vej med posten. Jeg kan næsten ikke vente med, at åbne papkassen og tælle poserne...