fredag den 30. november 2012

Det der med farver

Hvis jeg skal være helt ærlig og knapt så ydmyg, så synes jeg altså ikke at det er særlig svært at plante en staude, rose, busk eller hvilket som helst andet levende og grønt i haven - men det begynder at blive udfordrende så snart der skal tænkes over farver, komposition og haverum. Alt hvad der omhandler de forskellige planters individuelle krav til jord, sol og så videre, er nemt at læse sig til, så når det kommer til den kreative skabelsesproces, hvor der både skal tænkes ud af boksen og med andet end fornuften, bliver det svært - men heldigvis også ret sjovt.


Ovenfor er det noget så simpelt som to blå hortensier i hver sin krukke der pryder lærredet. Ofte læser man at blå er den nemmeste farve at arbejde med i haven, netop fordi den ligger så tæt op ad den grønne - sandt. Men alligevel siger min erfaring mig, at et bed udelukkende i blå farver er en dårlig idé. De smukke blå farver er meget kønnere, hvis de spiller sammen med andre kulører. Her tænker jeg på især rosa, creme og lys gul. Et bed kun holdt i blå farver, ser for mig ud som et bed uden farve - der mangler simpelthen noget og kombinationen bliver plan. Tilføjer man blot enkelte farvepletter, for eksempel to hvide roser eller en hvid skabiose, så løftes hele arrangementet.



Nu er blå jo ikke den eneste farve i haven og sidste sommer vil jeg vove at påstå, at næsten alle farver var repræsenteret her i haven. Slet ikke i orden, men ofte som et kludetæppe. Det bliver forhåbentlig ikke sådan til næste år, for jeg har været ude med spaden for at flytte, grave væk og smide ud. Den nye bærende farve i haven bliver rosa og lyserød. Selvom jeg er en mand, så forbeholder jeg mig altså retten til at kunne lide lyserød - for i haven er den uforlignelig og meget nem at have med at gøre. Især sammen med blå, synes jeg.    



I rosa haver er det tit sådan, at mere sprælske og vitale farver bliver vist i skammekrogen og helt ud af centrum. Sådan er det ikke her, for der er ikke noget centrum i min have. Lige midt på grunden ligger nemlig vores hus. Praktisk, for så kan haven sno sig omkring som en farvecirkel der spænder fra helt dybe, sorte og røde farver til sarte lyseblå, hvide og lysegule kulører - jeg håber at I kan visualisere, for jeg har ingen helikopter til at vise hele historien fra oven. 


Jeg synes at det er vigtigt, ikke at glemme nogen af farverne fra farvecirklen i haven. Så kan det godt være at man ikke bryder sig om lilla eller orange - men det nytter altså bare ikke noget. Jeg kender ingen der siger nej til rosen `Rapsody in Blue´ og morgenfruer. De er som bekend henholdsvis lilla og orange.



Alle de smukke, varme farver og brændte kulører har her i haven fået plads ved hoveddøren og langs indkørslen. På den måde er de skærmet en smule af fra resten af haven og rosa, orange og kongeblå blomster kommer således ikke op at slås om opmærksomheden. Jeg vil prøve at tegne en haveplan i morgen - så vil jeg lege havedesigner for en dag!





Farverne på billederne ovenfor er gule og røde - det ser man selvfølgelig hurtigt, hvis man da ikke er farveblind. Men det jeg her vil nævne, er at farver ikke nødvendigvis behøver komme fra havens blomster. Græskar er gule og orange, græs er grønt, lammeøre og malurt er grå, dronningebusk og sølvlys er røde - jeg kunne blive ved. Husk farverne i haven. Alle steder, ikke kun i rosens kronblade. Om end ikke andet, så mal grillen blå og havemøblerne gule!

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er fint med en haveplan......men fortsæt din
egen måde at sammensætte farver på.Det bliver helt sikkert spændende.Lyt til din egen mavefornemmelse.Jeg tror nemlig du har fat i noget spændende.Så din have bliver unikt og helt
Mathias Emil`sk.Det er nemligt dejligt med nye
indspark og ikke altid den samme sang.Det er der mange der kan lære af.Rigtig god fornøjelse.KH Birgit Nouri.

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - jeg synes, at der især er rigtig flot med de blå farver til det blå hus. Det er også flot, at du får lavet så mange fine og tænksomme indlæg. Kh Claus

hagen vår sagde ...

Hei!
Dette var det spennende å lese. Å sette sammen farger er veldig morsomt. Å leke med farger bør alle gjøre. Neste sommer har jeg tenkt å så et større felt i hagen med Calendula, ringblomster (oransje) og blå kornblomster. Tusen takk for kjempehyggelig kommentar på bloggen. Det ble jeg glad for. Ha det bra! Hilsen Anne

Mathias Emil sagde ...

Kære Birgit, det skal jeg huske - for en pointe i det du skriver, er der helt sikkert.
Kære Claus, blå er min yndlingsfarve i haven og jeg vil bruge den rigtig meget fremover
Kære Anne, morgenfruer (det danske navn for ringblomster)og kornblomster går man aldrig galt i byen med. Jeg tror at det bliver enormt flot.