fredag den 23. november 2012

Indehygge og havedrømme

Føj, hvor er det koldt og mørkt udenfor. Jeg har lige været ude i skolegården, for at få plantet lidt stauder fra børnehaven. Mine fingre fryser og knæene vil ikke helt blive varme igen. Det er simpelthen ikke vejr til havearbejde - og så siger de endda på vejrudsigten, at det er mildt for årstiden. Jeg bliver inde! Udenfor haster det ikke mere end det jager for mit vedkommende. Sofaen lokker og siden det nu er fredag, så kan jeg vist godt tillade mig at flå havebøgerne frem.



Efterhånden har jeg en del havebøger, ja nærmest en lille samling. Vinteren igennem bliver der ofte kigget billeder, nærlæst og drømt mange hede drømme om staudebede så store som tennisbaner, nye roser, stier, bakkede forløb og så videre. Sådan er vi havemennesker, tror jeg. Lige nu er min opmærksomhed henledt på særligt to bøger, nemlig `Hemmelige haver´ og `Jeg ved hvor der findes en have´. Dem har jeg været så heldig at få forærende af forfatteren - og hvor er de inspirerende. Særligt er jeg faldet for Tante Grøns have, der er portrætteret i `Hemmelige haver´. Jeg stræber selv efter noget lignende, for hvor er der smukt.


De to bøger kan købes her, hvis du da ikke allerede har dem. I øvrigt er det også en oplagt julegaveidé. Måske havebacillen vil smitte - for det er bestemt legalt at give sin egen interesse i julegave. At forære drømme har ingen straf. God weekend.

Her er det den smukke engelske rose, `Constance Spry´

9 kommentarer:

Gitte sagde ...

Jeg læser også en masse havebøger om vinteren. Efterhånden har jeg også samlet mig et blomsterbibliotek. Så drømmer jeg om alle de ting der kan laves i haven, og lægger en masse planer. Det er bare skønt.

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Ja vintertid er havedrømmetid :-) sådan tror jeg også rigtig mange har det. Jeg er nu ikke gået helt i hi endnu, da jeg jo har åben i min julehave, det er superhyggeligt med havegæster også på denne tid af året. Elsker at inspirere andre til at bruge haven lidt mere selv om det er vintertid :-) God weekend i havedrømmenes land :-) Hilsen Fru Pedersen

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - ja havebøger kan vi sørme ikke undvære. Tak for reklamen.

Lone fra Aitos Have sagde ...

Hej Mathias hvor er det herligt at du har fundet haveglæden i så ung en alder, Bli'r helt misundelig på dit havebibliotek. Men du har så ret, vintertid er havedrømmetid :-) Hilsen lone fra Aitos Have

Linda Irving sagde ...

Hej Matias
Ja, jeg skal da lige love for at vinden har gået igennem marv og ben i dag, jeg var lige et smut i Kolonihaven, men kun for at hente alle mærkaterne fra de planter og løg der er kommet i jorden i år, så nu er mine ententioner at der skal laves et ringbind med dem alle i, med billede , hvornår de er plantet osv. En hyggelig beskæftigelse på en kold dag, og samtidig kan drømmene flyve. Mange drømme hilsner fra Linda
Casa Asti min kolonihavedrøm.

TANTE GRØN sagde ...

Kære Mathias.

Vil du tænke dig, jeg gamle tante har været i haven idag, trods kulde og blæst. Jeg har været ved at klippe lidt visne stauder ned og udsmykke haven en smule til jul. Elsker at lave små årstidsrelaterede opstillinger i havens forskellige rum.

Men ja, havedrømme og havebøger beriger livet. Jeg er efterhånden også ved at have en anselig samling dejlige havebøger, som jeg skatter højt.

Iøvrigt skal du have mange tusind tak for dine søde ord. De varmede helt ned i min haveforfrosne storetå. Jeg er glad, for at du kunne li` hvad du så i "Hemmelige haver". Haven har imidlertid udvidet sig en hel del og også gennemgået flere forandringer siden bogen blev skrevet. Titlen på din blog kan jeg godt både li` og tilslutte mig. Jeg anser også min have for at være en ydmyg have. Meget frodig ja, men ikke desto mindre også meget ydmyg.

Hyg dig med dine havedrømme og smukke bøger.

De kærligste hilsner og tanker





Mathias Emil sagde ...

Hej piger og Claus,
Tak for jeres kommentarer, fedt at høre jeg ikke er den eneste, der fræser rundt udendøre og bliver vindbidt før tid!
Linda - det var da en god idé med et ringbind.
Tante Grøn - jeg synes simpelthen det er for dårligt, at du ikke har en haveblog. For det første skriver du så godt og for det andet, ja. Billederne i bogen taler for sig selv. Din have er værd at vise frem!

Frk. Anemone sagde ...

Det er da en pæn stor samling havebøger, du har der i reolen. De er bare guld værd om vinteren og man kan rigtig drømme og planlægge og glæde sig til foråret igen.

Pia sagde ...

Jeg kan se at vi har mange af de samme gode bøger og man kan ikke få nok havebøger.... Hvis du kan lide cottage garden stilen, vil jeg anbefale dig Carol kleins bog Life in a cottage garden, jeg har lånt den på biblioteket og den står øverst på ønskelisten. Hun er virkelig fantastisk! En anden af mine engelske haveidoler er Alys fowler fx hendes bog The edible garden er inspirerende.