mandag den 24. december 2012

En buket fuld af livsglæde

Mange tak for jeres lune og kærlige julehilsener. Det er herligt med en blog som denne, for man kommer hinanden lidt ved - også uden egentlig at kende hinanden. I mit univers her på bloggen, er det blot haven vi alle har til fælles. Det gør mig faktisk lidt lun om hjertet at tænke på.


Det var nok sentimentalitet for nu. Her ser I en buket blomster der dumpede ind ad døren i går. Jeg kan ikke lade være med at smile når jeg ser på den, for jeg synes den er fræk. Hvad bilder blomsterhandleren sig ind, sådan at blande glinsende pink med den sofistikerede, dybrøde kulør i amaryllis-blomsten. For da slet ikke at tale om de hæslige gerbera! Jeg elsker alle planter og blomster, men ikke gerbera. Den er som lavet af billig fløjl. Pyt, nu er det jul og tanken tæller højest.



Hvorom alt er, så liver lidt ukorrekthed op i stuerne. Juletræet er i sig selv en fest i år, så hvorfor ikke give den lidt ekstra gas på stuebordet også. Rigtig god og glædelig juleaftensdag.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Mathias Emil!
Ligesom dig føler jeg også at være en del af et stort varmt fællesskab,når man læser de mange dejlige haveblokindslag.Selvom det er det jordnære vi alle elsker er det fantastisk med en computer som jo gør dette fællesskab muligt.Det er også rart at du er tilbage fra din ferie.Jeg har savnet dine små fortællinger og ser frem til det nye år med forhåbentlig ednu flere af dine eventyrlige indslag.
Gerbera er heller ikke min kop the .Det mest afskyelige bordpynt er velourduge med flasker og en gerbera.Sådanne oplevelser har de fleste været vidner til da der for en del år siden udbrød en epidimi hvor alt skulle være nemt og billigt.
Dit juletræ ligner virkeligt et pyntet juletræ ---der mangler vist ikke noget?
Vores træ er i år pyntet udelukkende med hjemmegjort pynt fra naturen som har fået en smugle glitter i sølv eller guld.Sammen med vores barnebarn på 6år har vi samlet ting i naturen og brugt mange timer i november for at færdiggøre pynten.Resultatet blev i går beundret af familien.
Fortsat god dag og på snarlig gensyn. Julehilsen Birgit Nouri.