fredag den 7. december 2012

Gentagelsens glæder

Jeg gik lige og kom i tanke om, idet jeg sad og læste i et magasin om en plantesamlerhave, hvor dejligt jeg synes det er med gentagelser i haven. Ofte er det sådan med plantesamlerhaver, at det her gælder om at have så mange forskellige af en bestemt art som overhoved muligt. Det synes jeg bliver en værre rodebutik. Min opfordring skal derfor lyde - plant en masse af det samme! Det skaber ro, harmoni og en rød tråd.



Ovenfor er det frodige bedkanter af først storblomstret katteurt Nepeta grandiflora og dernæst lodden løvefod Alchemilla mollis. Man kan lave gentagelser i haven på mange måder. I min egen have benytter jeg mig af gentagelser i bedene - her er altså ingen hække af katteurt og løvefod. Desværre, var jeg lige ved at sige. Måske jeg skulle grave ud til en køkkenhave. Så kunne jeg rigtig lege med parterrer og symmetriske bede. Nedenfor er det den stolte kavaler `Double Click Cranberry´.


6 kommentarer:

Karsten F sagde ...

Hej Mathias

Ja, det var da umanerlig kedeligt, med disse triste lige stier, den ene endda med et konformt "point de vue" som trist afslutning, jeg tror arkitekten læner sig kraftigt op af en autistisk diagnose.
Nå, spøg til side, og jeg forstår at du selvfølgelig har valgt disse billeder for at starte lidt diskussion. Den glæde nogen kan have ved denne overdrevne orden er jo helt ok.
Os, der bilder os ind, at vi kan rumme lidt mere kaos. Ja, vi har så andre glæder - er det ikke også ok?

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Jeg er også mest til flere planter af samme slags, dog ikke på række. Jeg er specielt vild med de 2årige som dukker op af sig selv. De giver haven et lidt vildt og romantisk præg. Ofte er der nogle der bemærker at det er da nogle nemme bede du har, de tænker ikke på at der kun er det som jeg synes skal være der og resten er håndluget væk :-) Flotte snebilleder fra i går, det er vel nok et dejligt sted du bor.
Mange varme julehilsner Anette

Mathias Emil sagde ...

Kære Karsten - tak for dit indslag. Jeg er ikke helt enig med dig. Jeg synes netop at haveelementer i form at rette linjer, lange lige havestier og et `point de vue´ kan være med til at sætte havens frodighed i relief. At man så vælger at plante ens på begge sider af en lige sti, det er en helt anden sag. Uden geometri og arkitektur, synes jeg at havens ofte store frodighed bliver for lidt kultur og for meget natur. I haven er det som bekend os mennesker der bestemmer.
Kære Anette - ja, det er et ofte undervurderet og stort arbejde at holde frodige bede ved lige.

Høneballehaven sagde ...

Ja heldigvis er det os, der bestemmer i vores egne haver, nogen kan lide det ene og nogen det andet.
Jeg er samler, og jeg har ikke hørt nogen endnu, der ikke synes, at det ser pænt ud i min have, måske tør de ikke sige det :) hvem ved. Du er velkommen til at kigge forbi sammen med andre bloggere og selv vurdere.
Hilsen Lisbeth

Susanne sagde ...

Jeg synes faktisk også, at det er rigtigt smukt med lige kanter og symmetri, hvor planterne kan være med til at bløde det kantede op. Og de to billeder du viser øverst synes jeg også vældig godt om. Men det kræver en vis størrelses have. Og mon ikke også, at disse bede er at finde i en have, som er lidt (læs noget) større end en almindelig parelhus-have - som langt de fleste af os jo er ejere af.

Jeg kan dog ikke se sådanne bede for mig på mine små 700 kvm. Det vil blive alt for meget af den samme plante og dermed ensformigt at se på. Jeg ville kun have plads til ganske få forskellige slags planter og én af glæderne ved haven er - for mig - at der er noget farverigt og forskelligt at se på, på forskellige tidspunkter af året.

Men som sagt, så synes jeg, at sådanne bede er smukke de rigtige steder.

Alice´s Eventyrland sagde ...

Jeg har det helt fint med alle´n af blåkant, men den har også en bedre "point de vue". Den er også helt klassisk, og meget brugt i Franske haver. Men jeg har altid syntes at det var synd at bruge Alchemilla Mollis alene som hæk. Den har så fin kontur, hvadenten den blomstrer eller ej, og det drukner helt når den bliver gentaget side om side. Den er pragtfuld gentaget mellem andre vækster.
Ellers er jeg helt enig i at det virker samlende med gentagelser.
Jeg har en allé af lavendel & blåkant, og den virker faktisk i sig selv som en samlende "rygrad" i min lille 120kvm have, så havens størrelse betyder mindre, når blot alleén har noget vildt at sætte i relief.
Jeg er dog helt enig i at de ret lange, brede stier på billederne, kun ville fungere i en stor sammenhæng.
Hilsen Alice