mandag den 10. december 2012

Have i sort/hvid

Det jeg hele tiden arbejder med i min have og konstant prøver at blive bedre til, er det med havens former. Det kan lyde noget abstrakt og flere vil måske tænke `former - er det ikke sådan noget med flotte damer?´ Men det er det ikke. Her handler det især om blomsternes former, hække, grafik, blikfang i bedene og så videre. Ofte er det nemlig sådan at hvis man tænker sig om en ekstra gang, kan man løfte det plane og ordinære til noget nær sublimt - eller ihvertfald til noget der giver en smule mere mening og tydeliggør, at man er en ambitiøs gartner der tør tænke sig om. Jeg er endnu ikke specielt dygtig til det med bedenes grafik, men det kommer lige så småt. 



Ovenfor er det et udsnit fra den fantastiske, hvide have på Sissinghurst. I denne have vil selv en farveblid få en del ud af at gå en tur. Kan I se at der her er arbejdet med former? Her findes blomster og planter som spir, bolde, tæpper, skyer og så videre. Havde alle planterne dannet skyer, ville det nok have set fantastisk ud - men ikke været nær så interessant. På billedet ovenfor ser I også arkitektur, et loft og høje vægge. Det sige sig huset i baggrunden, det store træ og busken. I et velkomponeret bed handler det altså om at have en masse forskelligt, der kan opfylde roller udi højde og drøjde, rammen om værket og en baggrund.



Tænk på haven som et skuespil. Her kan ikke alle spille hovedrollen. Der er brug for en scene, en baggrund, et tæppe i siden, kulisser, statister, de primære aktører og hovedrolleindehaverne. Omsæt dernæst remsen til planter. Scenen er selve bedet, de grønne bundplanter og alt det der endnu ikke blomstrer, samt det der har blomstret. Baggrunden kan være en hæk, en husmur, smuk natur eller lignende. Tæppet i siden er med til at ramme hele herligheden ind. Det kunne være et træs stamme, en brændestabel eller blot starten på bedet og afslutningen på huset. Kulisser er det nødvendige stedsegrønne, kunst, trapper, jernstativer, obelisker og så videre. Statister er de planter der understreger hovedaktørernes skønhed - for eksempel vortemælk, lodden løvefod eller andre gode bundplanter og bedfyldere. De primære aktører er alt dét i skøn blomstring - i et velkomponeret bed kan det være en hel masse forskellige, dejlige blomster. Hovedrolleindehaverne er planter som pæoner, storblomstrede roser og andre der virkelig kræver opmærksomhed.


Her er det Gran Via i Anne Justs have i Hune
Se, der er meget at huske når vi skal ud og lege have. Ovenfor er det et bed med georginer. Smukt og frodigt synes jeg at det ser ud - men den store havekunst bliver det aldrig. Her er blot plantet på må og få, ingen farver passer sammen og bedet emmer i stedet af skydetelt. Det kan også være uhyre festligt! Men stor havekunst bliver det aldrig. Her skal vi tænke os lidt mere om. Jeg har gjort tre af billederne ovenfor sort/hvide og håber at I dermed kan se hvad det er jeg mener. Bedenes grafik er mindst lige så vigtig som blomsterne i sig selv.

5 kommentarer:

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Det er da bare så rigtigt det du skriver, og det er supergodt illustreret. Hvor er du god til at sætte ord på. Mange julehilsner fra Fru Pedersen :-)

grethe pedersen sagde ...

Supert dine betragtninger du skriver det jeg tænker..tak for det.
Hilsen fra Grethe

Anonym sagde ...

God ide med sort-hvid billeder. Det vil jeg prøve med min egen have.
Hilsn Mette.

Pia sagde ...

Rigtig fint med at se haven som et skuespil, med alle de elementer du fortæller om. Jeg er meget enig og ser også lignende på min have. Fx har jeg en hvid mur, hvor jeg planter mørkeblå og arkitektoniske planter op af, for at få kontrast. I et andet hjørne er der et mørkt bagtæppe, så der prøver jeg at få nogle lyse planter ind.Alt sammen for at få en spændende og æstetisk have.
Jeg synes dog du mangler nogle andre vigtige elementer for at vælge planter til haven. Nemlig brugbarheden! For mig er det vigtigt at haven tænkes udfra en miljø vinkel også. Så jeg vælger planter der er spiselige, først til mennesker, men også bær til fuglene, nektar til sommerfuglene osv. Planter der tiltrækker hjælpsomme insekter så som svirrefluer, planter der forbedrer jorden. Så man ender med en levende, økologisk have, stadig med fokus på æstetikken også, for ja det skal også være smukt og interessant at se på.
Julehilsen
Pia
Www.findinspiration.dk

Mathias Emil sagde ...

Kære Anette, Grethe og Mette - hvor er jeg glad for at vi ser ens på tingene. Det må betyde at jeg ikke træder helt ved siden af!
Kære Pia, du har meget ret når du skriver at en have også skal være et tilflugtssted for dyr, være økologisk og langtidsholdbar. Det er en alletiders betragtning som jeg vil tage til efterretning.