mandag den 24. december 2012

Juletræet med sin pynt

Rundt omkring møder jeg de smukkeste, mest overdådige og gennemførte juletræer man kan tænke sig. Hold da op hvor er det flot. Så kan jeg godt stå af bussen, må jeg sande - for der kan jeg slet ikke være med. Pyt nu også med det. Jeg kan vældig godt lide vores overfyldte juletræ, med alt godt fra gemmerne. Træet er i år et overflødighedshorn af glitter, kugler i alle farver, trommer, hjerter, kagemænd, edderkoppespind, pynt fra naturen og jeg kunne blive ved til langt ind i det nye år.



Altid har der på vores træ været flag, sølvglitter, en stjerne og de elegante lysholdere fra Georg Jensen. Ingen elektriske lys her!




Øverst hænger de smukkeste kugler, der efter min mening er de bordeauxrøde med guldstjerner på. Længere nede i hierarkiet finder man kugler i lilla, sort, limegrønt, bånd i alle farver, små hæslige fugle med fjer i enden, sølvtrommer, et krybbespil i glas, papir-skrøbeligheder fra en svunden tid, kunstige æbler, flettede stjerner og alt hvad der ellers hedder `blandet og ukorrent´. Alt i skøn, kaotisk forening.








Til næste år har jeg en drøm om nye kugler i industrielle mængder. Så skal vi lege jul i guld, kongeblå og champagne. Om min drøm bliver til virkelighed? Næppe. For jeg elsker det kære pynt fra dengang i børnehaven, souvenirs, min gamle sut og såmend rævl og krat fra genbrugsen. Hvem kan modstå en god handel, når gammelt skrammel og smudsige stjerner bliver sat ned til halv pris efter jul?







2 kommentarer:

Høneballehaven sagde ...

Pyntet i bedste Gertrud Sand stil. Jeg har heller ikke noget fint og fornemt julepynt. Alt det gamle kommer frem, det er hyggeligt at gense det. Men gennemført er det bestemt ikke. Pyt julegaverne er jo lige gode af den grund :) og flagene de skal være der, sådan er det bare.
Glædelig jul Mathias Emil

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - skal de liiiiiige love for, at du/I har pyntet.

Glædelig jul. Kh Claus