lørdag den 8. december 2012

Tag med til Sydafrika

Ofte tænker man ikke på Afrika som værende en enorm, frodig have. Men sandt at sige findes også blomster i titusindvis, betagende smuk natur og frem for alt frodighed i Afrika. Jeg synes det er så synd at langt størstedelen af os som det første tænker nød, fattigdom og sult når landet bliver nævnt. Her vil jeg forsøge at ændre lidt ved opfattelsen af det smukke kontinent, der har så meget at byde på. Husk på at mange af de blomster vi herhjemme dyrker som etårige sommerblomster netop kommer fra de varmere himmelstrøg. Tag med på tur til et enestående smukt kontinent, hvor det ikke kun er menneskerne der har lidt mere farve end vi - det har blomsterne også!





Det som alle dage har fascineret mig ved Afrika er alle farverne - og når jeg siger at menneskerne dernede er mere farvestrålende end os, så er det faktisk ikke for at være racistisk. Jeg tænker på deres klædedragter og fantastiske smykker. Tænk blot på mange af de smukke perlekæder, kulørte klædestykker og ikke mindst på den måde hår flettes og smykkes med dimser og dutter. Det er da inspirerende ud over alle grænser.



Dyrene er også smukkere dernede. Her kan vores hjorte og søde små harer ikke rigtig hamle op. Giraffen er mit yndlingsdyr - vidste I at den er det dyr med det største hjerte? Geparderne nedenfor er da også helt åndsvagt imponerende smukke. Lettere blodtørstige også, men man behøver jo ikke klappe dem.



Som I ser på billederne er frodigheden ofte stor. Måske nok på en anden måde end ved vores danske enge og løvskove, men kan man uden andet end at blive dybt fascineret?




Jeg aner ikke hvad blomsterne ovenfor hedder, dertil rækker min viden ikke. Blot synes jeg at de er kønne. Læg mærke til at bladene slet ikke ligner dem vi har i vore haver. Herhjemme er frodigheden i bladmassen langt større. I Afrika leves livet tydeligvis på kanten - både når det gælder dyr, planter og desværre også mennesker.




Billederne her stammer fra Sydafrika, nærmere betegnet området omkring Cape Town og langs med naturreservaterne i Namaqualand, tæt ved grænsen til Namibia. Den imponerende busk øverst med de store røde blomster, som mange vil kende fra blomsterhandleren, hedder noget i retning af Protaea.




Jeg vil skynde mig at nævne, at billederne her er taget efter den store vinterregn. Tidligere på året har der mildt sagt været ret tørt. Mange har nok set dyreprogrammer fra Afrika - sikken mangfoldighed. Det er også sjovt at tænke på, at der lever kæmpe flokke af søløver ved Cape Towns kyster. På en eller anden måde synes jeg at det er lidt komisk. I min verden hører de til ved polerne. Men hvorom alt er - nyd billederne og snyd ikke jer selv for en tur til Afrika. For det er da et helt enestående kontinent.


Jeg har endnu ikke selv været i Sydafrika og har selvsagt ikke taget billederne her. De er herfra.
Når jeg i introduktionen skriver at jeg synes den typiske opfattelse af Afrika er, at det er et fattigt land og at det er noget jeg gerne vil rokke ved - så er det ikke fordi jeg ønsker fokus fjernet fra, at vi må hjælpe de stakkels mennesker der oplever sult og nød. Blot vil jeg understrege at Afrika også er andet og mere end blot et sult- og katastroferamt område. Selvfølgelig skal vi hjælpe - men gør det noget hvis vi samtidig nyder den pragtfulde natur?

4 kommentarer:

Linda Irving sagde ...

Det er meget smukke billeder.
Sydafrika er et fantastisk overvældende og smukt sted har jeg ladet mig fortælle,vi har haft familie dernede, desværre nåede jeg ikke selv at komme der, men begge mine piger har været der.
Ved du også hvorfor giraffen har så stort et hjerte ?

Lune Hilsner fra Linda

Lise Sørensen sagde ...

Tak for turen til Sydafrika!Jeg kunne fornemme varmen.
Jeg vidste ikke at blomsterfloret kunne være så smukt.
Du har helt ret i at befolkningen er smukke og farvestrålende.
Her i Norden klæder de fleste sig i vinterfarver året rundt.Men tendensen til at udsmykke sig selv er stigende.Tænk f.eks på de næsten kropsdækkende tatoveringer!Ikke lige min stil.

Mathias Emil sagde ...

Kære Linda, tak for din kommentar - jeg tænker at giraffens hjerte er så stort, fordi meget blod skal pumpes `hele vejen´ op til hovedet. Men jeg ved det faktisk ikke præcis. Gør du?
Kære Lise. Tak for din kommentar - du har ret i at vi ofte klæder os kedeligt her i Norden. Derfor går jeg altid med røde sko! Hvad gør du?

Pia sagde ...

Jeg er da fuldstændig mundlam og tror næppe mine øjne :)
FANTASTISKE billeder!
Det må da nærmest være en livsdrøm at komme der ud og se det selv, selvom der nok er mange pletter på jorden der er en livsdrøm værd ;)