fredag den 30. november 2012

Det der med farver

Hvis jeg skal være helt ærlig og knapt så ydmyg, så synes jeg altså ikke at det er særlig svært at plante en staude, rose, busk eller hvilket som helst andet levende og grønt i haven - men det begynder at blive udfordrende så snart der skal tænkes over farver, komposition og haverum. Alt hvad der omhandler de forskellige planters individuelle krav til jord, sol og så videre, er nemt at læse sig til, så når det kommer til den kreative skabelsesproces, hvor der både skal tænkes ud af boksen og med andet end fornuften, bliver det svært - men heldigvis også ret sjovt.


Ovenfor er det noget så simpelt som to blå hortensier i hver sin krukke der pryder lærredet. Ofte læser man at blå er den nemmeste farve at arbejde med i haven, netop fordi den ligger så tæt op ad den grønne - sandt. Men alligevel siger min erfaring mig, at et bed udelukkende i blå farver er en dårlig idé. De smukke blå farver er meget kønnere, hvis de spiller sammen med andre kulører. Her tænker jeg på især rosa, creme og lys gul. Et bed kun holdt i blå farver, ser for mig ud som et bed uden farve - der mangler simpelthen noget og kombinationen bliver plan. Tilføjer man blot enkelte farvepletter, for eksempel to hvide roser eller en hvid skabiose, så løftes hele arrangementet.



Nu er blå jo ikke den eneste farve i haven og sidste sommer vil jeg vove at påstå, at næsten alle farver var repræsenteret her i haven. Slet ikke i orden, men ofte som et kludetæppe. Det bliver forhåbentlig ikke sådan til næste år, for jeg har været ude med spaden for at flytte, grave væk og smide ud. Den nye bærende farve i haven bliver rosa og lyserød. Selvom jeg er en mand, så forbeholder jeg mig altså retten til at kunne lide lyserød - for i haven er den uforlignelig og meget nem at have med at gøre. Især sammen med blå, synes jeg.    



I rosa haver er det tit sådan, at mere sprælske og vitale farver bliver vist i skammekrogen og helt ud af centrum. Sådan er det ikke her, for der er ikke noget centrum i min have. Lige midt på grunden ligger nemlig vores hus. Praktisk, for så kan haven sno sig omkring som en farvecirkel der spænder fra helt dybe, sorte og røde farver til sarte lyseblå, hvide og lysegule kulører - jeg håber at I kan visualisere, for jeg har ingen helikopter til at vise hele historien fra oven. 


Jeg synes at det er vigtigt, ikke at glemme nogen af farverne fra farvecirklen i haven. Så kan det godt være at man ikke bryder sig om lilla eller orange - men det nytter altså bare ikke noget. Jeg kender ingen der siger nej til rosen `Rapsody in Blue´ og morgenfruer. De er som bekend henholdsvis lilla og orange.



Alle de smukke, varme farver og brændte kulører har her i haven fået plads ved hoveddøren og langs indkørslen. På den måde er de skærmet en smule af fra resten af haven og rosa, orange og kongeblå blomster kommer således ikke op at slås om opmærksomheden. Jeg vil prøve at tegne en haveplan i morgen - så vil jeg lege havedesigner for en dag!





Farverne på billederne ovenfor er gule og røde - det ser man selvfølgelig hurtigt, hvis man da ikke er farveblind. Men det jeg her vil nævne, er at farver ikke nødvendigvis behøver komme fra havens blomster. Græskar er gule og orange, græs er grønt, lammeøre og malurt er grå, dronningebusk og sølvlys er røde - jeg kunne blive ved. Husk farverne i haven. Alle steder, ikke kun i rosens kronblade. Om end ikke andet, så mal grillen blå og havemøblerne gule!

torsdag den 29. november 2012

De sure rønnebær

Jeg er både glad for og stolt over, at så mange dejlige mennesker har lyst til at kommentere her på bloggen. Således er jeg også glad for at få klar besked og hurtig respons, når jeg er tæt på at `brænde nallerne´. I forrige indlæg beskrev jeg i larmende vendinger, hvordan mit forhold til sukkulenter og grønne planter er lidt anstrengt. Jeg hader dem ikke, men synes stadig at mange af dem er kedelige. Ofte er de svære at få til at se indbydende ud og så `kan de altså ikke rigtig noget´. Mine fingre er slet ikke grønne nok til at få dem til at blomstre og virkelig trives. Rønnebærene er sørme sure, her i skoven!


Når det så er sagt, så synes jeg at kransen her, bygget af sukkulenter a pro pos, ser enormt flot, frodig og indbydende ud. Sikken et håndværk - og det siger nok sig selv, at jeg ikke selv har haft fantasi til at lave den. Brugt på den rigtige måde kan alle de grønne planter og støvede sukkulenter altså få et andet liv. Det handler blot om at have vision, snilde  - og sans for det med yndige urtepotteskjulere, pyntesten og nydeligt foldede silkesløjfer. Føj, rønnebærene er stadig sure!

Billedet har jeg herfra.

onsdag den 28. november 2012

Føj hvor er det grimt

Ofte er det sådan at der går mode i blomster. De sidste mange år har især pelargonien `Dronning Ingrid´, lodden løvefod Alchemilla mollis, solhat og violfrøstjerner været på manges top-ti. Det forstår man godt. Men på den anden side er det næsten synd, hvis mange af de gammelkendte yndlinge og kolonihave-blomster går i glemmebogen. Her tænker jeg på den klassiske trio, der består af orangerøde fløjlsblomster Tagetes, blå kantlobelie Lobelia erinus og de hvide margueritter Argyranthemum frutescens.




Måske er de ikke altid lige kønne sammen, hvis da ikke man har et sortmalet kolonihavehus med hvide vinduer og rødternede gardiner - men hver for sig kan de sagtens gå. Man kan selvfølgelig så selv, men en yderligere fordel ved blomsterne her, er at de er uhyre billige at købe. Hvorfor så ikke bruge dem? I sommers havde vi her i haven kassevis af margeritter. Det eneste man skal huske når man har købt dem, er at klippe dem ned. De kommer hurtigt igen med en langt rigere blomstring, holder længere og blomsterne kan jo sættes indenfor i kander og store vaser.  





Ovenfor har jeg fundet et alternativ til alle os der synes at tagetes, lobelier og margueritter i treenighed er en god ide, men er lidt farveforskrækkede. Øverst er det den smukke tagetes `French Vanilla´, dernæst Lobelia erinus `White Cascade´, efterfulgt af en fin, vild marguerit som jeg desværre ikke kender navnet på. Jeg synes at denne kombination fungerer rigtig fint og tror at den vil passe ind i næsten alle haver. Man kunne supplere med den smukke og meget anvendelige Helichrysum petiolare, tobaksplante Nicotiana alata `Lime Green´, eller noget helt tredje. Mulighederne er mange.

Billederne her er ikke mine - vil du se hvor de kommer fra, så klik på stjernerne 
* * * * * *

tirsdag den 27. november 2012

Stolpe op og stolpe ned

Jeg vil som det første starte med at takke alle jer, der gider læse denne blog. Da jeg startede for mindre end tolv dage siden, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at det ville føre så vidt - at så mange havde lyst til at følge og besøge siden. Allerede nu har jeg haft et godt stykke over fem tusinde besøgende. Det er helt utroligt. Også mange tak for jeres altid positive, informerende, opmuntrende og ikke mindst kærlige kommentarer. Det er herligt at være blogger, når man har så fine læsere som jer. Jeg har verdens bedste job!


Jeg synes lige at I skulle se de stammer jeg har rejst i haven. Jeg synes de er med til at tilføre haven karakter, især om vinteren og ved sommertide vil de være frodige søjler af klatreroser, efeu, klematis og duftende lathyrus. Mon min idé holder - det er første år jeg har gang i projektet. Jeg tror det. Lige nu ser det hele lige vel kunstnerisk og goldt ud, med store sten og den rå bark. Allerede til næste år er de forhåbentlig dækket og overgroet af en frodig, grøn masse.


Langt de fleste af de sten der ligger ovenpå stammerne, er nogle jeg har fundet i jorden her i haven. Noget siger mig, at vi her i den gamle æbleplantage har en noget ringe jord. Det stemmer godt overens med mit mantra `den ydmyge have´ - men for at være helt ærlig, så er jeg godt træt af det. Der er ikke noget at sige til, at de engelske roser har det lidt sløjt. 


Stammerne I ser her, var egentlig ment som brænde. Men jeg gider ikke save brænde - og hvorfor lade noget, som kan se godt ud i haven, gå op i røg og damp? Vi brænder vel heller ikke vores pileflet på grillen.



Omkring nogle af stammerne har jeg viklet groft sejlgarn. Det håber jeg vil hjælpe de klatrende vækster lidt på vej. Jeg slipper nok ikke helt for at hjælpe dem deropad, men det gør vi jo gerne. Til sommer skal I nok få at se, hvordan det hele tager sig ud. Dette er for mig blot endnu et bevis på, at klatreplanter kan og skal plantes over hele haven - for det ville da være kedeligt, kun at nøjes med en enkelt, forkølet slyngrose op ad nedløbsrøret. Husk på at de klatrende vækster er nogle af dem, der virkelig kan tilføre en have frodighed, vildskab og dramatik! Rigtig god dag derude - og endnu engang tak for jeres venlige hilsener, kærlige vink og små prik.

mandag den 26. november 2012

Råt for usødet

Jeg må indrømme, at selvom min have er ydmyg, simpelt anlagt og uden fine, forkromede løsninger - så vil jeg have lov til at drømme store drømme. Hvad med en nedgravet swimmingpool, omgivet af bølgende mængder af frodige, helt lyseblå hortensier. Eller hvad med et orangeri, stort som en katedral og helt tilplastret både udenfor og indendøre, med duftende roser og pink lathyrus. Drømmene er mange og måske får de en dag ben at gå på. Jeg kan da vel starte med at grave ud til en pool, jeg har jo min spade. Orangeriet kan jeg selv bygge af rafter og genbrugsglas, for man har vel en sav og et par søm.


På billedet ovenfor er det kontrasterne der fænger mig. Nok ligner skuret en gammel rønne, med bliktag og små staldvinduer. Men drivhuset, hvor er det fantastisk. Lur mig om ikke manden selv har bygget det. Ofte ligger eksklusiviteten i detaljen og hittepåsomheden. Mit eget drivhus, en byggemarkedsmodel af den billigste slags, har jeg pakket ind i træstammer, ræb og gamle rafter fra et ødelagt gyngestativ. Jeg kalder det `borgen´. Kønt kan man ikke kalde det, men når først den nyplantede efeu, klematis og senere græskar får fat - så bliver det med garanti et grønt refugium.


Billedet af det smukke og meget rustikke drivhus kommer herfra. Det nederste viser min egen `genbrugscentral´.

lørdag den 24. november 2012

Nu er det tid ...

... Til at så de dejlige stauder - havens rygrad. Det er sådan, at mange stauder kræver en kuldeperiode for at spire. Hvis ikke de tror at det har været vinter, så vil de simpelthen ikke være med i legen og nægter at spire. Det går selvfølgelig ikke, så nu må det gøres!
I sensommeren var jeg så heldig at gæste en meget smuk, gammel have. Efterhånden var mange af stauderne gået på hæld og mange frøstande var at finde. Jeg greb muligheden og fandt en plasticpose i min lomme (jeg har altid et par stykker i lommen på den årstid, for det kunne jo være) - tog en resolut beslutning og brækkede en lang ridderspore af, stoppede den ned i posen, ruskede godt og gik videre til næste plante. Det var måske ikke helt lovligt, men på stedet er en hel skov!


Især var det farven der tiltalte mig, dybt midnatsblå med små hvide markeringer. Jeg tror ikke at havens ejer havde noget imod, at jeg tog lidt med hjem. Ridderspore sår i forvejen sig selv meget rigt. I dag har jeg sået alle frøene og venter nu i spænding. Bare nu ikke fuglene tager dem, eller skidtet rådner. Jeg har få riddersporer i haven og det ærgrer mig hvert år. Sneglene spiser dem - de bæster.


Det er virkelig nemt at så stauder selv og jeg har gjort det lidt før, med almindelig fingerbøl Digitalis purpurea. Her var successen stor. Jeg fylder blot en flamingokasse, eller anden beholder 3/4 op med helt almindelig pottemuld, drysser frøene løst ud på jorden, der er trykket let til, husker god afstand og drysser afslutningsvis et fint lag jord, svarende til frøets højde over og vander. Det er vigtigt med navn, højde, farve og så videre på kasserne. Jeg glemmer ihvertfald meget hurtigt og kimblade er ikke altid lette at genkende.


Når man rapser frø i andres haver, er det naturligvis svært at være sikker på de korrekte navne - men hvis blomsten er smuk, hvem skænker så dét en tanke? En blomst er vel en blomst. Hvad jeg til gengæld ér sikker på, er at riddersporen herover hedder Delphinium `Magic Fountain´ og den smukke akeleje, Aquilegia `Green Apples´. Jeg har også sået akelejer, stokroser, kæmpeverbena og en masse andre. Mere herom senere.

Mine kilder til dette indlæg kan du se her og her

fredag den 23. november 2012

Som den fedeste velour

Jeg ved ikke om nogen af jer kender den fuldstændig fantastiske, engelske rose `Tradescant´. Den er et bekendskab værd. Alene farven, for slet ikke at tale om duften, der i min verden hører til noget af det mest sublime og uovertrufne. `Tradescant´ er for mig den ultimative rose. Vulgær, fræk, sensuel - ren liebhaveri. Det er virkelig en rose i luksusklassen. Jeg drømmer om et enormt buskads af denne rose. Iltert, temperamentsfuldt og blandt rå mængder af alt det lækre limegrønne. Lodden løvefod Alchemilla Mollis, irlands klokke Molucella laevis, hareøre Bupleurum, kongekommen Ammi majus og måske endda sammen med de lækreste, mørkeblå riddersporer Delphinium chinensis og mørkerøde solsikker Helianthus annuus `Prado Red´. Der er mange muligheder. Nu kan jeg mærke at mit hjerte banker - hårdt.


Se engang den ekstravagante opsats nedenfor. Sikken luksus. Skal jeg engang giftes, så skal dekorationerne være i dyb bourgogne, midnatsblå, cremehvid og lime farver. Dybe farver og især røde og blå tiltaler mig meget. Man kan næsten ikke undgå uden at blive provokeret af dem. På en eller anden måde bliver det bare for meget og for lækkert. Jeg får lyst til at røre, snuse og spise den røde farve her. Måske er det fordi jeg er en mand. Plejer lakstiletter ikke også at være røde? Det er nok sådan det hele hænger sammen.


Husk på at `Tradescant´ er en møgforkælet, engelsk rose der ikke finder sig i ydmyge haver og dårlig jord. Her skal virkelig nurses. Rosen bliver cirka 70 centimeter høj og knapt så bred, kræver sol mindst seks timer om dagen og bør i øvrigt dækkes til om vinteren. Hvis du passer godt på denne diva, så kvitterer den med store, svulmende og stærkt duftende blomster hele sommeren igennem. Og det er jo al besværet værd. Jeg tror billederne taler for sig selv.


Billederne her er ikke mine og jeg har selvfølgelig ikke selv kreeret opsatsen. Så havde jeg blæret mig noget mere med den. Jeg har billederne fra internettet, skriv til mig hvis jeg skal tage dem af. Se siderne de kommer fra her, her og her

Indehygge og havedrømme

Føj, hvor er det koldt og mørkt udenfor. Jeg har lige været ude i skolegården, for at få plantet lidt stauder fra børnehaven. Mine fingre fryser og knæene vil ikke helt blive varme igen. Det er simpelthen ikke vejr til havearbejde - og så siger de endda på vejrudsigten, at det er mildt for årstiden. Jeg bliver inde! Udenfor haster det ikke mere end det jager for mit vedkommende. Sofaen lokker og siden det nu er fredag, så kan jeg vist godt tillade mig at flå havebøgerne frem.



Efterhånden har jeg en del havebøger, ja nærmest en lille samling. Vinteren igennem bliver der ofte kigget billeder, nærlæst og drømt mange hede drømme om staudebede så store som tennisbaner, nye roser, stier, bakkede forløb og så videre. Sådan er vi havemennesker, tror jeg. Lige nu er min opmærksomhed henledt på særligt to bøger, nemlig `Hemmelige haver´ og `Jeg ved hvor der findes en have´. Dem har jeg været så heldig at få forærende af forfatteren - og hvor er de inspirerende. Særligt er jeg faldet for Tante Grøns have, der er portrætteret i `Hemmelige haver´. Jeg stræber selv efter noget lignende, for hvor er der smukt.


De to bøger kan købes her, hvis du da ikke allerede har dem. I øvrigt er det også en oplagt julegaveidé. Måske havebacillen vil smitte - for det er bestemt legalt at give sin egen interesse i julegave. At forære drømme har ingen straf. God weekend.

Her er det den smukke engelske rose, `Constance Spry´

onsdag den 21. november 2012

Ondt i klikfingeren

Det er både utrolig lærerigt og spændende at surfe rundt i blog-land. Jeg lærer hele tiden nyt og bliver kontinuerligt inspireret i både den ene og anden retning. Det er utroligt hvad vi har lyst til at dele med hverandre - både vores successer og fiaskoer. Jeg er af den overbevisning, at alle danske haveblogs samlet under ét, er en sand guldgrube af viden, iderigdom og livsglæde. En rigtig skattekiste.
I al min iver og søgen efter skønhed, er jeg efterhånden stødt på flere blogs, hvor der synes at herske en udpræget tendens til `ondt i klikfingeren´. Pludselig gik det op for mig, at jeg vist selv har en snert. Om end i en mild grad. Det er især svært for mig at støde på blå stauder, som jeg ikke har i haven. Det strammer lidt i brystet og straks synes et plastikkort med guldchip langt mindre værd, end disse fantastiske dejligheder! Jeg tror mange lever med sygdommen i smug - klør det også i jeres klikfinger?  

Skjolddrager, Scutellaria incana

Håret flitteraks, Melica ciliata

Lægebetonie, Stachys officinalis

Lægebaldrian, Valeriana officinalis

Storkenæb, Geranium pratense `Mrs. Kendall Clark´

Jeg er god til at finde hjemmesider med online butik. Måske en lettere uheldig evne. For et par dage siden endte jeg helt opstemt, med at bestille frø af samtlige planter på billederne her - og mere til. Jeg er spændt på om mine drømme om et blåt eventyrflor går i opfyldelse, for nogle af de dåre dejlige planter på billederne skulle være ret svære at så. Skal det lykkes, så er selv de mest frodige blomsterdrømme ikke nok - her kræves dygtighed, snilde og erfaring. Mon evnerne rækker. Alle dejlighederne bliver snart sået og vil så, forhåbentlig, spire til foråret.

Spansk kørvel, Myrrhis odorata

Lobelie, Lobelia Siphilitica `Blue Selection´

Staudelupin, `Blue Shades´

Røllike, Achillea sibirica `Love Parade´

Stjerneskærm, Astrantia major

I min iver nåede jeg lige at tænke en tanke eller to om de forskellige planters former. Læg mærke til at jeg både har valgt skærme, spir, buskede planter og dem der væver sig ind i naboen. Sådan har jeg lært at man skal gøre - nu er der blot tilbage at krydse fingre for resultatet. Jeg håber at min visualiseringsevne kører i rette gear, mon det hele vil spille? 
På Frøtorvet hvor jeg handlede, bestilte jeg også salvie Salvia patio Lilac, rød kvan Angelica gigas, storkenæb Geranium endressii, solhat `Cherry Brandy´ og den famøse sølvlys. Besøg hjemmesiden her.

Selvgjort er velgjort

I dag kom Pynte Jørgen på besøg igen. Jeg synes det er så sjovt, når man kan lave tingene selv. Ofte er der en egen charme ved ting, man selv har lavet. Om det er fordi de er lidt grimme, det skal jeg ikke udtale mig om. Jeg har det ihvertfald sådan, at de ting jeg lægger mængder af både tid, kræfter og ambitioner i - oftest er dem jeg ender med at blive gladest for. Også selvom det ikke er perfekt.
Således opløftet gik jeg en tur i skoven for en times tid siden, for at hente lidt natur hjem. Jeg vil så gerne give vores gæster en varm velkomst, og hvis de træder ind ad døren med et smil fordi kransen er grim - så fred være med det. Nedenfor har jeg fortalt i både billeder og tekst, hvordan jeg har gjort. Hvis du ikke synes det er særlig svært at lege krans, så spring over. Men hvis du ligesom jeg, har ret svært ved dét at binde kranse, i spiral og så videre - så følg med!


Herover er den færdige krans. Jeg har pyntet den med små Ingrid Marie-æbler. Æblerne er så små at jeg alligevel ikke gider skrælle og bruge dem i køkkenet - så dem må fuglene få. Så kan vi `gå hinanden lidt på dørene´ her til vinter. Sidste år var jeg så doven at kansen ikke kom ned i tide og da dagen kom, så jeg at der lå en lille fuglerede indeni. Der var godt nok ingen æg i, for så havde jeg ladet jule-helvedet blive hængende. Jeg synes det er så hyggeligt, når man kan få naturen så tæt på. Ja, faktisk helt op til hoveddøren.



Hele historien starter med en bunke fyrrekviste. Lad være med at tage de små pistlinge, der sidder nederst på træerne - man skal op og kravle lidt for at få de flotte grene. Der må også gerne være lidt kogler på, så ender det hele med at se meget natur-agtigt ud. Du starter med at tage én gren ad gangen og smækker dem sammen til et lille bundt. Man skal ikke spare på naturen, for kransen må godt have lidt pondus. Lidt efter lidt klasker du flere grene på, så din buket bliver længere og længere - sørg for, hele tiden at binde stramt til med ståltråd. Det er særligt vigtigt, da kransen ellers vil skvatte helt sammen når den bliver hængt op.



Når kransen efterhånden bliver lang nok, så vender vi den om og klipper alle de lange grene væk fra enden. De er ikke ret pæne at se på. Når du har gjort det, binder du start og slut sammen med ståltråd. Her er det godt at tage et langt stykke, da grenene ofte ikke vil som du og således må sættes lidt på plads!


Nu er selve kransen i princippet færdig - men synes du den stritter lidt rigeligt, så giv den en pæn frisure med saksen. Husk blot på at klippe skråt ned, så ikke alle nålene bliver halshugget. Der skulle gerne være lidt til at skjule din gerning. Og fortvivl ej! Bliver den ikke helt som planlagt, så trevl hele molevitten op og begynd igen. Jeg klarede det, næsten som jeg havde håbet, i andet forsøg.


Husk at lave et ophæng og pynt til slut af med små æbler, klaser af bær, en lyskæde, julekugler, sløjfer eller noget helt andet. Man kan også bare hænge kransen op som den er - koglerne kan være dekoration nok i sig selv. Rigtig god fornøjelse, jeg håber `min opskrift´ var til at forstå. Men sværere er det jo bare heller ikke!