søndag den 30. december 2012

Jeg kniber en lille tåre

Alle dage har jeg været forliebt i blomster. Ikke bare sådan lidt for sjov, nej - mit hjerte banker for de grønne pistlinge. I dag er de herlige, grønne sager blå i enden. Det skal handle om blå blomster!



Jeg vil ikke skrive en frygtelig masse, bare opfordre jer til at klikke på billederne - så bliver de større! Se engang et blåt inferno af blomster. Jeg må knibe en lille tåre når jeg ser sådan noget, for føj hvor er det altså bare pænt!



Bare mine fingre var så grønne, at jeg selv kunne lave sådan et blåt hav. Det skal nok komme en dag, for vil man det nok og er drømmene store nok, så skal alting nok gå. Så skal vi nok allesammen blive en flok fremragende gartnere.




Jeg er en drømmer - og skammer mig ikke engang over det. Vi lever kun én gang, så husk at drømme store drømme og se så ellers at komme afsted derud, ud i det grønne. Lad os i samlet flot invadere planteskoler, slå rod i smukke parker og dygtiggøre os udi det sprøde, grønne element. Er I med mig? Jeg lover at holde fanen højt. Også i året der kommer.



lørdag den 29. december 2012

Sprødt!

Jeg ved ikke meget bedre end en lækker, sprød buket tulipaner. Den knitrende lyd et bundt friske tulipaner giver, synes jeg simpelthen er så lækker. Det er i øvrigt også et kvalitetstegn - tulipaner skal være i knop og knitre når man køber dem, ellers er de for gamle. Husk også at købe danske tulipaner hvis I støder på dem. Jeg synes det er så vigtigt at støtte op om vores danske gartnerier. Snart er alt vi køber fra Kina, Spanien og ofte endda fra Brasilien! Det er jo helt vanvittigt.


Tulipanerne her fik vi i går, hvor vi havde julefrokost. Den var netop dejlig sprød, men sprang desværre meget hurtigt ud inde i varmen. Jeg kan allerbedst lide tulipaner når de står i knop og igen når de er lige ved at smide kronbladene. Mange blomster er virkelig smukke i forfaldet og det glemmer vi ofte at skønne på.


I øvrigt er de højtråbende puder i baggrunden fra Lene Bjerre, nu ved I det, jer der har spurgt. Den lille gravhund er selvfølgelig fra Kay Bojesen. Den kan jeg så godt lide, for den minder mig om, at jeg skal huske at lege. Snart skal vi ud og lege i haven, glæder I jer ikke?

fredag den 28. december 2012

Næsten helt kongeligt

For ikke mange dage siden invaderede vi Claus Dalbys køkken og blev forkælet udi lækre forretter, pizza og sunde desserter. Det var en rigtig hyggelig aften. Allerede om eftermiddagen meldte vi vores ankomst, så der blev også tid til en tur rundt i haven. Jeg er fuld af beundring over Claus´ virkelyst - ikke mindst hans sidste ny skud på stammen, det hvide drivhus med pejs, ikoniske designklassikere og jeg ved snart ikke hvad. Jeg sikker på, at det bliver ikke mindre end formidabelt.


Der gik lidt rødvin i den, ja såmend også champagne - så vi blev natten over. Næste dag, efter dejlig morgenmad med sunde boller, fik vi begge bøger forærende. Her ser I hvad jeg fik. En bog af Nori og Sandra Pope, som I ved er kendt for deres dengang smukt farveafstemte have, Hadspen Garden i Somerset.


Jeg fik også en nyere udgivelse, hvor Claus er fotograf på Marselisborg Slot - den er jeg glad ved. Lidt kongelig har man vel lov at være. I kan købe bogen her. Desuden fik jeg også en lille stak af Claus´ valmuer. Dem skal jeg have sået i dag, hvor vi holder en lille pause fra julefrokoster og pakkeleg. Jeg vil love jer, at de bliver sået efter alle kunstens regler og I skal nok få resultatet at se.


onsdag den 26. december 2012

Ganske indbringende

Juleaften var for mig ganske indbringende. Efterhånden har jeg både svigermødre, mødre, tanter, farmødre, kusiner, og kærester i uhyrligt antal - og heldigvis insisterer de alle på at forkæle mig. I år har jeg fået samlet mig en fantastisk, lille samling glas og keramik. Jeg er vild med azurblå, turkis og støvede grønblå nuancer, så selvfølgelig er mit menageri i disse farver.



Meget af det glas I ser her, er pustet og støbt af den dygtige kunstner Anne Flohr. Jeg synes hun er meget dygtig og alt hvad hun laver, emmer simpelthen af kvalitet, kunstnerisk snilde og hittepåsomhed.


Andre af tingene her er knapt så `fine på den´ - de er blot købt i Ilva, eller fundet på loppemarkeder. Den store gule, boblende vase har jeg fået af min kære faster og hendes mand. Den er jeg rigtig glad for og selvom den ikke er blå, så synes jeg alligevel at den passer flot ind.




Nu håber jeg ikke, at I bliver skræmt væk fra min haveblog af fancy indretningsløsninger, juletræer og pynt i helt åndssvage mængder. Jeg lover at vende tilbage med en masse have!

Gæstebud i lyserødt

Jeg synes det er så herligt at have gæster. Ikke hele dagen hver dag - men ind imellem. Herligt er det også når kære gæster og indbudt godtfolk medbringer små værtsgaver. Det behøver ikke være noget særligt, blot en æske chokolader, lidt blomster eller måske en nisse. Nej, stryg det sidste, her er nisser ikke velkomne - de ryger lige lukt i pejsen! Ærligt.


Her ser I en smuk og meget fin buket vi fik forleden. Jeg er vild med roserne, de ligner umiskendeligt `Coral Dawn´, den smukke slyngrose. Gerbera-blomsterne kan nu godt pakke sig. Pyt, igen er det tanken der tæller. Det er også en god gerning at støtte sin lokale blomsterhandler, det synes jeg at vi skal skønne på - særligt her i julen, hvor de holder åben kun for os der er inviteret i byen, eller skal have gæster. Hav en dejlig bagjul og pas på med snapsen!



tirsdag den 25. december 2012

En dejlig aften

I kan tro at vi havde en dejlig juleaften, her i skoven. En aften fyldt med traditioner, duften af gran, halve æbler med ribsgele, sang og lys. Ikke at forglemme glæde, overraskelse, kærlige smil og lune kram. Jeg håber også at I havde en dejlig aften, hjemme i jeres stuer.


Mange af jer er sikkert til julefrokost i dag, eller skal til en eller flere de følgende dage. Vi her i familien holder fri og puster ud efter i går, gnider soden fra de mange stearinlys ud af øjnene og spiser suppe med lunt, hjemmebagt brød. Rigtig god første juledag.

mandag den 24. december 2012

Juletræet med sin pynt

Rundt omkring møder jeg de smukkeste, mest overdådige og gennemførte juletræer man kan tænke sig. Hold da op hvor er det flot. Så kan jeg godt stå af bussen, må jeg sande - for der kan jeg slet ikke være med. Pyt nu også med det. Jeg kan vældig godt lide vores overfyldte juletræ, med alt godt fra gemmerne. Træet er i år et overflødighedshorn af glitter, kugler i alle farver, trommer, hjerter, kagemænd, edderkoppespind, pynt fra naturen og jeg kunne blive ved til langt ind i det nye år.



Altid har der på vores træ været flag, sølvglitter, en stjerne og de elegante lysholdere fra Georg Jensen. Ingen elektriske lys her!




Øverst hænger de smukkeste kugler, der efter min mening er de bordeauxrøde med guldstjerner på. Længere nede i hierarkiet finder man kugler i lilla, sort, limegrønt, bånd i alle farver, små hæslige fugle med fjer i enden, sølvtrommer, et krybbespil i glas, papir-skrøbeligheder fra en svunden tid, kunstige æbler, flettede stjerner og alt hvad der ellers hedder `blandet og ukorrent´. Alt i skøn, kaotisk forening.








Til næste år har jeg en drøm om nye kugler i industrielle mængder. Så skal vi lege jul i guld, kongeblå og champagne. Om min drøm bliver til virkelighed? Næppe. For jeg elsker det kære pynt fra dengang i børnehaven, souvenirs, min gamle sut og såmend rævl og krat fra genbrugsen. Hvem kan modstå en god handel, når gammelt skrammel og smudsige stjerner bliver sat ned til halv pris efter jul?







En buket fuld af livsglæde

Mange tak for jeres lune og kærlige julehilsener. Det er herligt med en blog som denne, for man kommer hinanden lidt ved - også uden egentlig at kende hinanden. I mit univers her på bloggen, er det blot haven vi alle har til fælles. Det gør mig faktisk lidt lun om hjertet at tænke på.


Det var nok sentimentalitet for nu. Her ser I en buket blomster der dumpede ind ad døren i går. Jeg kan ikke lade være med at smile når jeg ser på den, for jeg synes den er fræk. Hvad bilder blomsterhandleren sig ind, sådan at blande glinsende pink med den sofistikerede, dybrøde kulør i amaryllis-blomsten. For da slet ikke at tale om de hæslige gerbera! Jeg elsker alle planter og blomster, men ikke gerbera. Den er som lavet af billig fløjl. Pyt, nu er det jul og tanken tæller højest.



Hvorom alt er, så liver lidt ukorrekthed op i stuerne. Juletræet er i sig selv en fest i år, så hvorfor ikke give den lidt ekstra gas på stuebordet også. Rigtig god og glædelig juleaftensdag.

søndag den 23. december 2012

I morgen er det jul

Selvom det i dag er lillejuleaften og man måske burde sidde i de bløde og rigtig hygge sig, så har ingen her i huset i dag nået at slaske. Vi har fået lavet konfekt, handlet stort ind, rejst juletræ, kogt suppe, gjort rent, pakket gaver ind og så videre. I morgen får vi gæster og så skal alt funkle og tage sig ud fra bedste side. Det er jo kun jul en gang om året og lidt spidsborgerlig vil jeg have lov at være.


Nu blev det alligevel mørkt derude og pludselig kom jeg i tanke om, at det jo er søndag. Den fjerde søndag i advent. Kransen stod på sit kagefad og så vældig trist ud, men nu er den sat i flammer - det sidste og fjerde lys med. Rigtig god og glædelig 23. december - i morgen er det jul. Mon jeg får opfyldt mine ønsker? Selvfølgelig. For husk, venner, det er tanken der tæller.

Her har I mig tilbage

I kan tro at jeg har haft en dejlig juleferie - og hvor har jeg hygget mig i familiens skød, blandt venner og så var der amoriner i luften i år. Men det er en helt anden historie. Jeg håber at I har haft det godt så længe og at I har savnet mig! Som lovet vil jeg vise jer lidt fra vores julestue.


I dag har jeg været ude i snestorm, blæst og kulde for at bakse rundt med juletræ og dertilhørende juletræsfod - der i øvrigt besluttede sig for at brække over i to, så snart træet var forsvarlig banket op inde i stuen. Nu er der sat ny fod på og hele herligheden blev forsvarligt placeret på gulvet. Alle gulve vasket, der blev støvsuget og hu-hej hvor vi julehygger i renlighedens navn. 


Hvad jeg ikke havde tænkt på ude i snestormen var nemlig, at noget af den sne som lå så smukt på grenene, selvfølgelig ikke ville forblive køn indendøre i varmen. Hurtigt gik det udi smeltevand i uhyrlige mængder - nærmest som en lille syndflod, pjasket ud over det rene gulv. Om igen og nu står hele arrangementet fint. I skal nok få at se når jeg har pyntet gran-helvedet! 


Hvordan går det hjemme i jeres egne julestuer?

torsdag den 13. december 2012

Lys i mørke

Overalt er mørkt og stille, det er koldt og sneen ligger som et tykt tæppe udenfor. Det er med at huske den lune hue, vanterne og de gode støvler når vi begiver os udenfor. Indendøre er det for alvor på tide at skrue op for hyggen, fylde slikskålen på ny og lægge endnu et stykke brænde på den blussende ild i pejsen. Vi hygger os i denne juletid og selvom det bestemt er lunere indendøre nu, end ved sommertide, så er det som om at sneen og kulden alligevel har det med at kravle ind i sjælen og puste en kold vind ned ad ryggen.


Ild og varme har altid draget mig og jeg synes at det er noget af det mest behagelige, at sidde lige foran pejsen og mærke varmen mod ansigtet. Jeg kunne sidde sådan i timer og bare kigge ind i ilden - jeg synes ganske enkelt at det er så smukt.

  

Jeg er så heldig at mit arbejdsbord står nær pejsen i vinterhaven og her bliver der fyret lystigt op dagen igennem - ofte sidder jeg som en velbehaget kat og skyder ryg mod flammerne. Aldrig har jeg brudt mig om sauna og skoldhede boblebade, men ilden i pejsen er min ven. Jeg håber at vort venskab vil holde livet ud, for flammerne er så livgivende, smukke og behagelige.




I vinterhaven har vi også en mængde stumper af halvbrændte bloklys stående i gamle glasskjulere. I dagens anledning har jeg suppleret med forskellige andre typer af lysestager, for husk at det i dag er den 13. december. Lysets fest. Der er ikke længe til den 21. december, hvor mørket vil vende sig til lys - også den dag fylder vi her i skoven vindueskarmene med levende lys og byder forår, lyse timer og længere dage velkommen.




Nu vil jeg gå på juleferie, hygge mig og have det godt med venner og familie. Jeg skal nok vende frygteligt tilbage med en masse nye indlæg - for jeg tager mit kamera med på rejse og lover at fange en masse øjeblikke, som skal deles med jer. For eksempel vil jeg vise jer hvordan vi pynter juletræ her i skoven og måske endda hvordan vi udvælger træet - det bliver hvert år til noget af et spektakel!


På onsdag er vi inviteret til aftensmad ved Claus Dalby og også her vil jeg forsøge at fange et par billeder bag om kulisserne - mon jeg bliver grebet på fersk gerning? Det er ikke sådan at være til middag i løvens hule! Hav det godt så længe, vi ses på bloggen!