mandag den 28. januar 2013

Blå som himlen selv

Det er måske lidt snyd at kalde blåkant `blå som himlen selv´ - men blå er den da. Og det på den mest oplivende måde man kan tænke sig. I efteråret plantede jeg en del af den almindelige blåkant `Six Hill´s Giant´ ud i havens bede og det bliver spændende at se, hvordan den vil arte sig.

`Six Hill´s Giant´
Jeg synes at blåkant som plante er enormt sød og så har den det kæmpe fortrin, at den passer ind overalt. Sådan er det nu med de fleste blå blomster, men særlig skattet er netop denne blå dejlighed og det forstår man godt.

Nepeta grandiflora
Nepeta, som den hedder på latin, skal i min have gro på steder med sol og blandt roser. Blåkant er som skabt til at være selskabsplante for roser og så bilder jeg mig ind, at den vil være en god kantplante.

Nepeta faassenii
Andre sorter er ikke nær så udflydende og klump-agtige som `Six Hill´s Giant´ - de opfører sig og ser nærmest ud som et skær af blå dis. Men hvem ønsker sig ikke en tåge af velduftende, lækkert blå blomster i sit bed?

Nepeta faassenii Alba
De andre typer af blåkant jeg tænker på, er Nepeta sibirica, der er noget mere opret i sin vækst og har større blomster end `Six Hill´s Giant´. Jeg har også fundet billeder af sorterne `Wildcat´ og `Bramdean´ - de er begge vældig delikate.

`Six Hill´s Giant´
Nu skal I få et lille fif. Det er nemlig sådan, at blåkant ikke blomstrer evigt. Den har sine velmagtsdage fra midt juni og et par måneder frem, så for at forny floret kan man ty til en af følgende metoder.

Nepeta sibirica
Man kan gøre det på den hårde måde, ved simpelthen at tage sin hæksaks og klippe hele planten ned til sokkeholderne. Da vil blåkant stå klar med et nyt flor i slutningen af august og september ud.

Nepeta sibirica
En noget mindre hårdhændet, men til gengæld mere tidskrævende metode er løbende at klippe rent. Ved at se ned i planten kan man skelne hvilke skud der har blomstret og hvilke der er på vej og så afklippe dem der har blomstret. Hyggeligt er det nu også med lidt nussearbejde i haven.

`Bramdean´
Husk på at alle typer af Nepeta ynder en plads i fuld sol og ligesom lavendlen, foretrækker en porøs, luftig og veldrænet jord. `Wildcat´ nedenfor er da dejlig og så er den blå som himlen selv på en midsommerdag ved Provence!

`Wildcat´

7 kommentarer:

Esther sagde ...

Jeg har to slags nepeta i haven. Den ene aner jeg dog ikke hvad hedder, den har jeg fået.
Jeg benytter mig af den hårdhændede metode og klipper ned til 5-10 cm når den er ved at afblomstre - 2 3 uger efter begynder floret igen.

Den anden nepeta er en krybende nepeta, ‘Nepeta variegata’ som ser ud til at være fantastisk som bunddække.

Jeg tog to små 7 cm potter med hjem fra Kew Gardens i maj, plantede dem ud...og efter 2 måneder fyldte de et pænt stort areal.

Se billedet her: http://www.ildkat.dk/wp-admin/images/020712_stenbed.jpg


Samtidig laver de vildt mange udløbere, som så kan blive til nye planter. Har sat et par stykker i mit surbundsbed, men skal helt sikkert lave flere i år - de passer jo de fleste steder med det fantastiske løv.

hagen vår sagde ...

Blomsten med himmelblå fargetoner og blågrønne blad er jeg veldig glad i. Har du noen gang klippet ned nepeta med en katt i nærheten? De blir som besatte og gnir seg inn. Jeg har hatt planter som har avgått med døden pga liggeskader. På norsk heter den kattemynte og det har sin grunn! Hilsen Anne

Nana, Drømmehaven sagde ...

- Jeg kalder den altså også kattemynte ... så det er ikke kun i Norge at man gør det. Det er sjovt at se kattenes reaktion på duften :-)

Esther sagde ...

Tja, to af mine tre katte har endnu ikke udvist den store interesse for planten, selvom jeg har ½ m2 bed bare med den...
Den gamle kat snuser noget mere interesseret til det nedklippede. Men generelt er de altså ligeglade..men så får planten da ikke liggeskader her :D

Det kan dog være de ændrer mening i denne sæson. Sidste år var det jo nyt og spændende at komme ud i haven. Nu er det "hverdag".

Frøken Solhat sagde ...

Blåkant er fantastisk og jeg er sikker på du bliver glad for dem. Velduft er måske et stort ord når man snakker om blåkant - ihvertfald i mine næsebor går den ikke ind under kategorien velduft....men sådan er vi jo så forskellige - den er smukkere end den dufter hjemme hos mig.

Desværre har naboens katte fået øjnene op for mine blåkant og de ynder at rulle og sole sig midt i "busken" :0( Men hverken det eller duften gør at jeg ville undvære dette blomsterrige indslag.....og så findes de som du viser i mange skønne nuancer.

Mathias Emil sagde ...

Hej piger,
Min mor har lært mig at den hedder katteurt. Logisk nok, for da jeg var lille afgik også en af vores planter ved døden, da naboens kat sov i den hele dagen, hver dag! Det var ærgerligt, men nu er der plantet nye. Tak for jeres positive indslag.

I HAVEN HOS ♥ EVIGGLADE sagde ...

Nepeta er en af de nemmeste i min have. Dejligt at der er så mange forskellige slags. Jeg blev lidt lun på Sibirica´en. Tak for det.