tirsdag den 22. januar 2013

Møg og mug

Da jeg forleden spankulerede rundt og rykkede lidt rundt på ting og sager i vores udhus, fik jeg en noget ubehagelig overraskelse. Alle dage har jeg haft noget svært ved at overvintre georginer og andre knolde, men som regel er det lykkes at holde liv i blot et par stykker.


Sidste år var jeg så snu, troede jeg, at gemme vores chokoladeblomster, kalla, georgineknolde og de små gule knolde mange kløver efterlader i efteråret, væk i en hvid flamingotønde. Er sådan nogle tønder beregnet til at holde grøntsager fugtige?



Der er ihvertfald sket det, at hele vores samling af georginer og andre knolde er rådnet væk. Det hvide snask der sidder på knoldene er altså ikke sne. Skimmel er det! Fælt, snasket og en rigtig svindler.


Der er ikke noget at gøre ved det og til foråret må vi ud og købe nyt. Heldigvis er jeg god til at se tingene fra deres lyseste side. I år får vi således mulighed for erstatte lyserød med bordeaux - hvid med solgul. Mon ikke der snart vil dukke en masse sprøde nyheder op på planteskolen? Jeg tror det.



Nu vil jeg i ro og mag gå og planlægge hvordan årets flor skal tage sig ud. Mange georginer har vi i krukker og dertil har jeg netop bestilt en mængde frø til sommerblomster og stauder i brændte farver. Blandt andet den smukke solsikke `Prado Red´. Shop selv videre hos Thompson & Morgan.

Billedet her er fra før jeg begyndte at fotografere -
synd at den kønne blomst nu er ganske død!


12 kommentarer:

Katinka Raabymagle sagde ...

Uha, havde samme oplevelse sidste år...dog med det raffinement, at jeg først så det i foråret så det hele var da krydret med småfluer i hobetal. Føj!!!
Tror heller ikke de overlever i år, men nu er de ikke lukket så meget inde, så de er vel blot døde og tørre, hm...
Ikke tak fordi du mindede mig om det;0)

Dejlig dag fra
Katinka

Lene sagde ...

Sådan gik det også for mig for et par år siden - mugne dahliaknolde.
Det er ikke altid kun kulden, der tager livet af dem, men også fugt. Hvis du prøver igen, skal du sørge for at låget står lidt på klem, så der også kan komme luft til knoldene. Det har jeg gjort i år, og jeg har netop set til dem i dag - og de har det fint - foreløbig!

Anonym sagde ...

Ærgerligt ærgerligt, heldigvis er de til at komme i nærheden af pengemæssigt. Jeg tror også der er sket det, at de ikke har fået luft nok, det er vigtig med ventilation omkring dem. Jeg plejer at lige mine i gamle frugtkasser, der skal være luft imellem, ikke stable dem oveni hinanden, en avis eller 2 over, sådan helt løst, og så bare ned i kælderen med dem. Men så har du jo en undskyldning for at købe nye.... ;-) Nu vil vi snart ha plantetid.... V.H. Heidi

Nette sagde ...

Ja, det er øv. Dahlia bliver jo større og flottere jo større knolden er. Men skidt pyt. Nu får du så chancen for at få nogle nye lækre skønheder. Lur mig om ikke Bilka får et flot og forhåbentligt billigt udvalg :-) Jeg er næsten sikker på, at hr. Dalby har sørget for det.

Selv lægger jeg knoldene ned i store plastikpotter med lidt avispapir. Det er (7-9-13) gået godt de sidste par år.

Jette sagde ...

ØV! men som de andre har skrevet så har de stået for fugtigt.Det er også vigtigt at knoldene er helt tørre for jord inden de bliver pakket væk.
Mine ligger i et køligt bryggers med aviser over.
Men nu har du da mulighed for at få nye i lige de farver du gerne vil have.Godaften Jette

Høneballehaven sagde ...

Ærgerligt her hos os har vi heller ikke de rette overvintringsmuligheder, så det er sjældent, det går godt for mig, men jeg har da forsøgt mig igen i vinter. Jeg tør ikke se,hvordan de har det :)

Frk. Anemone sagde ...

Ja det er da træls, på godt jysk! Knoldene skal helst være helt spulet rene for jordrester og så være helt tørre før de pakkes ned, gerne med noget savsmuld imellem.

Stol på Dalby - han skaffer os garanteret rå mængder af skønne knolde til et vist supermarked.

Ulla

Annette Lund Andersen - Eventyr Haver sagde ...

Det var da godt nok træls for jer... at det hele er mugnet væk.

Men heldigvis er der ikke noget der er så galt at det ikke er godt for noget andet.

Du kan komme ud og vælge helt nye georginer og få nye og spændende varianter :)

Linda Irving sagde ...

Se nu bliver jeg helt nervøs, for hjemme i min kælder har jeg gemt den eneste knod jeg havde i år, jeg har glemt alt om den og må da straks se til den i morgen når det bliver lyst.
Ellers er det jo bare at vente på at Hr. Dalby har bestilt nogle flotte nogen hjem til os.

Henrik sagde ...

Træls som du kan høre har vi vist alle været der før. Det er vigtigt med luft og at de er rene næsten fri for jord, og IKKE beskadiget. Jeg spuler mine rene med vand. lader dem tørre udenfor min. 3-6 dage efter vejret. Herefter lægger jeg dem i frugt trækasser kun et par stykker i hver hvis knoldene er store. Fx kasser fra Årstiderne, kan praktisk stables. Ingen papir eller plast. Kasserne står frostfri i skuret i det ene hjørne.
Der plejer er gå en enkelt eller to til ud af ca. 30.
Henrik

Mathias Emil sagde ...

Kære alle,
Mange tak for jeres anekdoter og mange erfaringer. Flere af jer skriver at I `bare´ knalder dem over i skuret, for der er jo frostfrit. Ja tak! Havde vores skur været frostfrit, var der ingen ben i det. Men det er det ikke. Til efteråret vil jeg alligevel gøre som I skriver og gemme knoldene i trækasser med en masse avispapir. Det er nok al den plastik (bobleplast) og flamingo der har taget livet af mine. Dejligt bliver det nu alligevel at skulle købe nye ind! Jeg har besluttet mig for sart lyserød, bordeaux og kraftig orange.

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - pyha, det ser ikke så godt ud. Op på hesten igen ...