lørdag den 12. januar 2013

Postkort fra Hune

Det er så hyggeligt at sidde og gense gamle billeder - og her til formiddag fandt jeg en lille bunke fotos, fra vores tur til Haven i Hune. Jeg havde rent glemt at vi var der i den våde sommer 2009, men billederne her taler for sig selv. Jeg synes at de gamle fotos fra vores tur til det nordjyske emmer af solskin, dejlig stemning og lune dage.




Jeg husker tydeligt første gang vi besøgte den berømte have. Vejret var lige så fint som på billederne her, men hvor blev jeg dog skuffet. Det har nok været et chok for mig, en også dengang småexcentrisk knægt på tolv, der var vant til snorlige rækker af kornblomster og meget lidt matchende sammenplantninger i min farfars kolonihave. Jeg var vant til at jorden var nydeligt revet omkring stauderne, roserne stammet op og guldfiskedammen helt fri for alger.




Sådan var og er det ikke i Anne Justs have og de første fem minutter tror jeg bare, at jeg stod og gloede. Sikke en urskov tænkte jeg. Snart langsomt, men med overbevisende kraft, blev jeg fuldstændig tryllebundet af stedet. Og har været det lige siden.



Jeg anede simpelthen ikke at man kunne lave have på den måde og før jeg besøgte Annes have, havde jeg i virkeligheden ikke interesseret mig synderligt for blomster og planter. Det gjorde jeg efter besøget - og det noget så eftertrykkeligt. Jeg havde vist fået det man kalder en åbenbaring.




Den dag i dag ser jeg Anne Just som kvinden der ændrede mit syn på haver og faktisk vendte en smule op og ned på min tilværelse. Sart skulle al fritid bruges i haven, på at læse om blomster, dygtiggøre mig og lege. Jeg ville være gartner i et refugium som Annes! Der var og er stadig lang vej, men jeg skylder Anne mangen tak.



Hvor var det synd og tragisk at Anne Just tabte kampen mod kræften tilbage i marts 2009 og selvom hendes have endnu består, vil den aldrig mere være det samme. Jeg nåede desværre aldrig at møde Anne, men igennem hendes bøger og tv-programmer føler jeg, at jeg kendte hende. Hendes bøger står i dag stadig på min hylde og ofte tager jeg dem frem, hvis jeg har brug for et skud frodig vitalitet, bragende livsglæde, idérigdom og smukke farvesymfonier. Tak til Anne.


7 kommentarer:

Møllebakkehaven sagde ...

Jeg har desværre aldrig besøgt Haven i Hune, men jeg fulgte tv-programmerne derfra - og nød dem, hver og en :o)
Det er så trist, at denne dejlige kvinde skulle gå bort, men jeg tror der er mange - lige som dig - der takker hende for haveglæden :o)
Og jeg synes stadig, at det er utroligt, at sådan en ung mand som dig er så glad for haven - og åbenbart har været længe... dem sku vi ha nogle flere af ;o)

Ha en go dag...

Zep sagde ...

Jeg MÅ derop engang! Tak for de fine postkort.

Hjerteligst

Alice´s Eventyrland sagde ...

Skønne billeder! Det må sandelig have været en stor oplevelse for en 12-årig med åbne sanser! Jeg har stadig et besøg til gode deroppe, men så nogle af hendes udsendelser, og var tryllebundet!
Der var så meget som genklang min egen måde at lave have på, men så utrolig meget derudover som inspirerede mig! At lade planterne overtage hele haven, med et stisystem igennem, fyldt med oplevelser for hver en meter, det havde jeg ikke vovet! Anne var også den første som brugte stedsegrønt på en interessant måde! Hun er et menneske som jeg fornemmer en sjælden "helhed" over, både haven og hendes malerier og keramik udstråler så meget frodighed, livsglæde, humor og "favnen" af liv. Jeg ville utrolig gerne have mødt hende, eller blot have set hendes have mens hun levede.
Tak for et skønt indlæg :)

grethe pedersen sagde ...

Hej Mathias.
Efter jeg har seet med på dine billeder må jeg forsigtig spørge kan jeg låne et par og sætte dem på fb gruppen under Haven i Hune...eller du måske selv vil ind og lægge dem på..
Dersom jeg selv har oprettet en gruppe til ære for Anne Just..jeg giver dig ret hun er og var en øjenåbner.
fortsat god dag.grethe

Mathias Emil sagde ...

Kære Møllebakkehaven, Zep og Alice - jeg synes alle I skal tage til Nordjylland i sommerferien. Har I ikke tid der, så gør det i sensommeren - for har I læst Annes bøger og set haven på tv, ved I at der bestemt vil være en masse at komme efter hele sæsonen igennem. I øvrigt tak for jeres positive tilkendegivelser.
Kære Grethe - selvfølgelig må du låne billederne. Herligt initiativ. Jeg må ind og `synes godt om´.

Mette Schmidt sagde ...

Du er og har altid været så sød Mathias! Jeg kan lige se dig stå der som 12 årig. Og ja den have er skøn, vi har også besøgt den for et par år siden. Kh Mette

Nette sagde ...

Kære Mathias

Atter en gang er jeg rørt og forundret over dig! Jeg må med skam melde, at hvis jeg var blevet introduceret for en sådan have som 12-årig, ville jeg nok ikke have fattet en brik. Selv blev jeg introduceret til Haven i Hune gennem tv-udsendelserne, som blev vist for mange år siden. Jeg så et par af dem, når jeg besøgte min mor, som insisterede på at se dem, selvom hun ikke havde have!

Jeg besøgte haven første gang i sommeren 2012, hvor jeg overnattede deroppe sammen med nogle andre haveinteresserede. En oplevelse jeg sent glemmer. Jeg har besluttet at besøge haven igen til sommer med en overnatning. At gå rundt i haven uden andre besøgende er en speciel dejlig oplevelse. Vi spiste middag midt i haven om aftenen, og gik først tilbage til hotellet gennem haven kl. 23:30, hvor det stadigt ikke var buldermørkt. En helt igennem fantastisk oplevelse, som jeg afgjort vil anbefale dig!