mandag den 21. januar 2013

Solens sidste stråler

Udenfor ligger endnu sne, det fyger og fryser snart hårdt om natten. Men indenfor leger vi forår og jeg har svært ved at begrænse mig. Lige nu står en bugnende buket hyacinter og ser fede ud i dagens sidste solstråle. Jeg er vild med hyacinter og bliver heldigvis kun lyksalig af den duft de udsender - den kan endog være noget ram.




Mine darlings netop nu er hyacinterne og de smukke våriris der endnu, desværre, ikke er at finde ved min blomsterpusher. Hyacinterne med den fantastiske duft, volumen og farverigdom. De små iris med den mest fantastiske farve, de smukke blade og støvdragerne der betager os dybt.




Her behøves ingen narkotika så længe vi har vores løgvækster at ty til. Snart kan vi finde tulipaner på løg, endnu en sending primula, vibeæg, perlehyacinter, små krokus, hornvioler, stedmoder, narcisser og det bliver ved ...


... lige indtil vi i efteråret atter siger farvel til et orgie af georginer og gladiolus (der jo også er knoldvækster) og atter byder hyacinterne velkommen sammen med juletulipaner. At året går sin gang er et under. Tænk sig hvis vi boede ved ækvator og alting blomstrede hele året. Hvad havde vi så at glæde os til?




Det var nok filosofi for nu. I morgen vil jeg vise jer en enorm skuffelse der lå og ventede på mig i vores udhus. Lige så nedtrykt jeg blev, lige så opmuntret bliver jeg af min buket hyacinter. Husk at nyde årstiden og al sneen - snart vil det hvide vejr vende og før vi ved af det, står vi og sveder ned i pæonerne.



5 kommentarer:

Nana, Drømmehaven sagde ...

De er lækre. Hyacinter dufter meget behageligere hvis de står lidt køligt (men det har du sikkert opdaget ...). Jeg ville nu gerne svede ned i pæonerne i flere måneder og så have lidt kortere vinter til at gå og glæde mig ;-)

Overgartneren sagde ...

Man fristes til at sige, 'Less is more - more is great!'
Flot :o)

Vilmantas sagde ...

Jeg kan forestille mig at hele hus dufter af hyacinter! Flot bukket :)

Anonym sagde ...

Vi bor i et af verdens dejligste lande.4 meget forskellige årstider
som alle er helt unikke.Jeg giver dig ret : vi skal huske at nyde sneen og kulden og den hjemlig hygge det giver.Tid til at pynte boligen op med netop løgvækster, som du jo så ofte viser os.Eller at tage forskud på noget af det forår som venter os,med drivning af forskellige blomstrende grene.Eller bare nyde roen medens haven har sin hvide vinterfrakke på.
Tak for alle de smukke billeder du altid så flittigt viser os.
Venligst Birgit Nouri.

Høneballehaven sagde ...

Jeg gør som Birgitte, nyder roen og sneen og kulden som bider i kinderne. I mens glæder jeg mig til foråret og over de 4 årstiden i vores lille land.