mandag den 11. februar 2013

Ud på de blå timer

Forårets løgvækster er noget af det bedste jeg ved. Tænk sig engang hvor mange drømme, håb og små forårsgisp sådan et grimt lille løg kan indeholde.



Her har jeg rystet løgposen og sat lidt forskelligt frem på vores havebord foran vinterhaven. Det er en rigtig dejlig lille terrasse at opholde sig på - stik syd og med en fremragende, fotogen atmosfære.



De spirende løgvækster jeg viser her er hyacinter, våriris, perlehyacinter, tazetter, botaniske tulipaner og en enkelt potte med juleroser. Snart er det påskeklokkerne der står i fuldt flor, rundt omkring i haverne. Dem har vi desværre ingen af - så lidt endnu må vi nøjes med de snart daggamle juleroser.



Mon ikke min blomsterpusher på et tidspunkt får påskeklokker hjem. Jeg tror det - og jeg har hvisket ham i øret, at jeg ønsker mig dem i sort, limegrøn, lyserød og sart gul. Det bliver da formidabelt!



Inden døre har vi en masse grene stående til drivning. De fleste er forsytia, men vi har også en mængde fuglekirsebær i haven, der alligevel trænger til en studsning. De får kønne, hvide blomster og er noget så yndige.



Det er også fuglekirsebær jeg her har tyret i en gammel vandkande og i en småhullet zinkpotte. Om de springer ud og får de kære blomster, ved jeg ikke - det gør heller ikke så meget. De pynter fint som de er, i al deres grafiske enkelhed.

10 kommentarer:

Tant Otteskrufv sagde ...

Knopp som ingjuter hopp! Och säkert blir det blom på dina kvistar:)

Henrik sagde ...

Uh forventningens glæde, denne dragende, sugende fornemmelse om alt det gode der gemmer sig i sådant et løg. Forårsløg i terracotta krukker, det er forår der venter.
Henrik

Møllebakkehaven sagde ...

Nøj en hyggelig terrasse I har der... du kan bare det der :o)

Ha en go aften..

Nana Hecquet sagde ...

Sikke dejlige billeder. Det er da ret fantastisk som du har fanget den blå time!

Zep sagde ...

Kære Mathias.

Jeg får en frygtelig trang til at kravle ind i disse scenerier og sætte mig og nyde den blå time... Flot!

Hjerteligst

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Kære Mathias.
Hvor ser det godt ud :-) Meget flot med grenene som baggrund. Jeg elsker sådanne stilleben, der sætter gang i fantasien og forventningens glæde.
God dag til dig.
Kærlig hilsen Fru Pedersen

Linda Irving sagde ...

Hej Mathias

Hvor ser det dejligt ud, det er skønt med lidt inspiration.
Jeg vil da lige fortælle dig at æblerne i snor hæng på træerne, har været et kæmpe hit blandt fuglene i min have. Tak for den ide, den skal helt sikkert bruges igen.

Have hilsner fra Linda

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - ser bestemt godt ud. Som en snart ældre mand, og også sprogvogter, vil jeg gerne lige vide, om 'tyre' blot er et ord, du har forelsket dig i, eller det er slang blandt jer unge i dag. Må sige, at det virker lidt hårdt. Blot min ringe mening.

Mathias Emil sagde ...

Kære alle - tak for jeres positive kommentarer. De gør mig rigtig glad!
Kære Linda - fedt af du er blevet så populær hos dyrene.
Kære Claus - jeg tror at jeg har forelsket mig lidt i ordet og så passer det udmærket med, at jeg ofte har endog noget store armbevægelser. Tingene må godt gå lidt kvikt! Stærke ord skaber desuden undren og binder læseren. Det siger min psykologilærer ihvertfald ...

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - husk på, at vi blomsterelskere er blide og sarte. Kh Claus