onsdag den 20. marts 2013

Nu kan jeg ikke vente længere

Når jeg ser op fra computerskærmen og kigger mig omkring, føler jeg mig virkelig heldig over at have så dejligt et kontor. Her i vinterhaven er der lunt og godt - og så længe jeg har pejsen i ryggen, tør jeg nok fnyse af snestormen der raser udenfor.



Herinde i det lune er foråret i fuld gang og det med perlehyacinter, hornvioler, stedmoder, bellis, hyacinter og en enkelt påskelilje. Jeg synes det er svært at holde sig i skindet, når kalenderen siger forår og mit havehjerte mener det samme.



I skal også få lov til at se mit syndige rod på arbejdsbordet. I dag flankeret af en gruppe små fyrfadstager. Faktisk var det Marianne fra Havefolket der nok mente, at jeg skulle vise min rodebutik frem.



Grunden til at jeg har tændt så fine lys, er fordi jeg har haft besøg af en sød tv-fyr. Men mere om det en anden gang. Nu vil jeg smække mig ned på sofaen og læse det nye Bo Bedre - denne gang med havetillæg og Claus Dalbys smukke lathyrus.

3 kommentarer:

Claus Dalby sagde ...

Kære Mathias - hvis det er rod, er jeg glad for, at ingen ser mit bord. Hvor har du det hyggeligt. Det må jeg sige ...

Kh Claus

Nette sagde ...

Mens jeg sad og læste dit indlæg (inden jeg så CDs kommentar), tænkte jeg, at du ikke har noget begreb om, hvad rod er. Og at du forstår at hygge dig. Hvor dejligt.

Dorthe Jensen Bach sagde ...

Jeg må tilslutte mig de andre kommentarer. For mig fremviser du bestemt ikke rod, men hygge. I de omgivelser må det være en fornøjelse at læse det ny Bo Bedre.