torsdag den 31. januar 2013

Vil I se mit kludetæppe?

Når jeg leger have og graver rundt derude, har jeg ofte svært ved at se op og nyde helheden. Faktisk griber jeg ofte mig selv i at tænke, at det hele ligner noget makværk! Et rigtig kludetæppe.


Det er så farligt selv at lege havearkitekt, planlægge og kaste haveslangen rundt for hvor den lander at grave nye bedkanter. Jeg har selv gjort det og mange steder synes jeg at haven ser lige lovlig `planlagt naturlig´ ud. Særligt et bed. Det store bed ved drivhuset, synes jeg bugter sig som en fæl slange!


Nu skal det være slut og i formiddags trak jeg i havetøjet for at gave nye bede. Det lod sig ikke give sig, for jorden er stadig frossen. Dybt skuffet fandt jeg et stykke papir og min største sprittusch frem, for så at give haven en seriøs opstramning på papiret.


Jeg vil helst selv og kunne aldrig finde på at spørge en havearkitekt til råds. Så må resultatet blive derefter og det går da meget godt indtil videre - med at grave altså. Sidste sommer var alt I ser på billederne her faktisk kun firkantede bede og en masse græs. Det var det forår jeg kastede om mig med haveslangen og gravede nyt.


Nu er det igen blevet tid til nyt og at dømme efter alle de frøposer der ligger i køleskabet, er de nye bede jeg har planlagt slet ikke store nok. Fik jeg min vilje blev hele græsplænen gravet op!


Mindre kan selvfølgelig også gøre det og jeg bliver nødt til at huske mig selv på de vise ord, hellere perfektionere end grave nyt. Vi har jo også alle krukkerne, bedene i bunden af haven, hækken der skal klippes, fliserne som skal fejes, havemøblerne der skal males, græsset der skal slås og og og ...


Men på den anden side siger andre vise ord jo faktisk, at et velanlagt staudebed kræver sommeren igennem mindre arbejde end at slå græsset. Hvad skal jeg gøre? Jeg er i syv sind!


Efterhånden kender jeg mig selv ret godt, så hele historien ender jo nok med, at jeg graver som en død mand med hjemve. Nu vil jeg gå ud og slibe spaden ...

onsdag den 30. januar 2013

Her har I giraffen

Frygtelig ufotogen er jeg og jeg hader at blive fotograferet. Så står jeg meget hellere selv bag kameraet og foreviger livets flygtige øjeblikke. Her er jeg alligevel blevet fanget, trængt op i en krog langt nede i en grotte i Frankrig. Sådan kan det gå - men jeg smiler da trods alt.


Det med at forevige og selv at stå bag kameraet er nyt for mig. Faktisk fik jeg først mit kamera i december, så jeg fjoller stadig rundt og leger amatørfotograf. Besøg Nana fra Drømmehaven - hun er også sprunget ud i dag! Fint initiativ i øvrigt. Der er ingen grund til at gemme sig.

tirsdag den 29. januar 2013

Der var engang et drivhus

Mit første drivhus fik jeg som bare tolvårig, efter en sæson eller to at have forsøgt mig med tomater og agurker i en kapilærkasse ved sydgavlen af vores hus. Resultatet var bestemt ikke forrygende, så derfor mente mine forældre at jeg fortjente et drivhus.


Plastik-rædslet blev rejst og stor var lykken, da vi den første sommer kunne høste både tomater, agurker, en mængde krydderurter og dyrke blomster selv. Erfaringerne blev til flere og i dag græmmes jeg en smule over mine ringe evner dengang. Blot husker jeg også på, at vi alle er startet et sted.


På billederne kan man også se, at jeg alle dage har haft Pynte Jørgen siddende på højre skulder. Tilbage i 2005 tror jeg dog at han har været i ledtog med djævlen. Aldrig skulle jeg have haft adgang til rød spraymaling, guldrammer og små glitrende pyntesten!



Sjovt er det om end ikke andet, så at tænke tilbage og mindes den iver jeg lagde for dagen. Der blev bare kløet på og jeg ville det hele. Mit lille pyntede hjørne strålede da også og alt blev udført med millimeter-præcision. Gødning vidste jeg ikke meget om, så det blev skippet - vanding ej heller.


Planterne købte vi én og én. Dengang var der heller ikke noget der hed `farvekoordinering´ - så jo mere forskelligt og farverigt, des bedre. Sådan har jeg det selvsagt ikke i dag, men at blive bekræftet i tidens gang, modens luner og ens egne, dengang geniale, tanker er da morsomt.


I dag står planterne i havens bede ikke og råber til hinanden. Der er med årene blevet fyldt godt op, rokeret rundt, købt nyt og de seneste år også indkøbt roser, sået stauder og jeg avancerer hele tiden. Flere af bedene er først blevet rodet igennem de seneste to-tre år, så der er lang vej igen.



Heldigvis har jeg det sådan, at det ikke er det at have en have der interesserer mig - jeg er snarere vild med at lave have. Nu må vi se hvordan dette års sæson udspiller sig. Der er lang vej igen til en frodig staudehave og vejen er fuld af bump og bakker, så det kilder ustandseligt i maven. Det skal være sjovt at lege have og sjov, det havde vi dengang!

mandag den 28. januar 2013

Blå som himlen selv

Det er måske lidt snyd at kalde blåkant `blå som himlen selv´ - men blå er den da. Og det på den mest oplivende måde man kan tænke sig. I efteråret plantede jeg en del af den almindelige blåkant `Six Hill´s Giant´ ud i havens bede og det bliver spændende at se, hvordan den vil arte sig.

`Six Hill´s Giant´
Jeg synes at blåkant som plante er enormt sød og så har den det kæmpe fortrin, at den passer ind overalt. Sådan er det nu med de fleste blå blomster, men særlig skattet er netop denne blå dejlighed og det forstår man godt.

Nepeta grandiflora
Nepeta, som den hedder på latin, skal i min have gro på steder med sol og blandt roser. Blåkant er som skabt til at være selskabsplante for roser og så bilder jeg mig ind, at den vil være en god kantplante.

Nepeta faassenii
Andre sorter er ikke nær så udflydende og klump-agtige som `Six Hill´s Giant´ - de opfører sig og ser nærmest ud som et skær af blå dis. Men hvem ønsker sig ikke en tåge af velduftende, lækkert blå blomster i sit bed?

Nepeta faassenii Alba
De andre typer af blåkant jeg tænker på, er Nepeta sibirica, der er noget mere opret i sin vækst og har større blomster end `Six Hill´s Giant´. Jeg har også fundet billeder af sorterne `Wildcat´ og `Bramdean´ - de er begge vældig delikate.

`Six Hill´s Giant´
Nu skal I få et lille fif. Det er nemlig sådan, at blåkant ikke blomstrer evigt. Den har sine velmagtsdage fra midt juni og et par måneder frem, så for at forny floret kan man ty til en af følgende metoder.

Nepeta sibirica
Man kan gøre det på den hårde måde, ved simpelthen at tage sin hæksaks og klippe hele planten ned til sokkeholderne. Da vil blåkant stå klar med et nyt flor i slutningen af august og september ud.

Nepeta sibirica
En noget mindre hårdhændet, men til gengæld mere tidskrævende metode er løbende at klippe rent. Ved at se ned i planten kan man skelne hvilke skud der har blomstret og hvilke der er på vej og så afklippe dem der har blomstret. Hyggeligt er det nu også med lidt nussearbejde i haven.

`Bramdean´
Husk på at alle typer af Nepeta ynder en plads i fuld sol og ligesom lavendlen, foretrækker en porøs, luftig og veldrænet jord. `Wildcat´ nedenfor er da dejlig og så er den blå som himlen selv på en midsommerdag ved Provence!

`Wildcat´

Jeg kan slet ikke lade være ...

... med at pynte op og pynte ned. Begrænsningens kunst er svær, synes jeg og når nu tingene alligevel står og roder, hvorfor så ikke arrangere det, så det ser lidt fikst ud? I dag har jeg sat blus under vores fire piner.



De jeg var lille kan jeg huske, at jeg simpelthen var bange for dem. Pinerne altså, ikke ilden. Jeg har vist alle dage været lidt af en pyroman. Engang brændte jeg vores sofabord af - inde i stuen!



Hver dag skal være en fest og man bliver da glad, når der er noget kønt at kigge på. Her i skoven svælger vi stadig i hyacinter, så de er selvfølgelig til stede allevegne. En nyt idé fra min side var, da jeg for et par dage siden fandt på at male gamle flasker.



De blå flasker på billedet er altså hjemmelavede og hvor er de nemme. Karaflerne har jeg købt i genbrugsbutikken for blot et par kroner stykket, plottet lidt maling sammen og kastet det rundt indeni. Da malingen var tør lakerede jeg flaskerne og nu skulle de være `vandtætte´. Når vejret er til det, vil jeg smide dem ud i drivhuset. Så kan de der pynte og skabe stemning med en masse blomster i samme farver.


Jeg håber at I hygger hjemme i jeres egne stuer og at I har haft en dejlig weekend. Lige nu sidder jeg og er ved at forfattere en anmeldelse af Claus Dalbys seneste bog `Vis mig dit drivhus´. Vi ses på bloggen!

søndag den 27. januar 2013

Kunsten at begrænse sig

Pakkepost er noget af det bedste jeg ved. Utroligt er det at en vatteret kuvert, en lille papkasse eller blot en tepose-stor lomme med et frimærke på, kan være skyld i så megen spænding, glæde og forventning. Igen skal det handle om den pragtfulde fornøjelse det er at så, prikle og glæde sig til forårets komme.



Det var faktisk først da Havefolket bragte en artikel omhandlende Albinus Frø, at jeg blev opmærksom på den fine netbutik. De ting jeg bestilte på hjemmesiden er netop dumpet ind ad døren og sådan noget glæder altid.



Jeg synes at I skal besøge den fine hjemmeside, da de har et både stort, varieret og velvalgt sortiment med mange lækre frø indimellem. Udover de gængse sommerblomster findes også grøntsagsfrø, stauder og en mængde andet guf.



Spændende og dejligt bliver det at kunne gå i gang med planteske, muld og de gamle såkasser. Det at så, prikle, omplante, tage stiklinger og alt det midt imellem, er forårets mest livgivende aktivitet, synes jeg.



Udover det jeg viser her, bestilte jeg også den smukke, blå venusvogn Aconitum x Cammarum, den hvide kongelys Verbascum shaixii album `Wedding Candles´ og lidt andet blandet.



fredag den 25. januar 2013

At se det store i det små

Ofte støder jeg på mennesker der overfilosoferer - og hvor er de irriterende! De kan sidde og studere et blad, en enkelt blomst eller blot et snefnug intenst og længe, for så at proklamere at nu har de fundet meningen med livet og skønheden i verden. Vås!



Alligevel vil jeg tilslutte mig en brøkdel af den ellers så smukke filosofi og tilstå, at jeg da også bliver draget af skønhed. Skønhed er jo mange ting - lige fra en perfekt smurt nutellamad, til det dagens indlæg handler om. Isblomster.



Er de ikke smukke? Jeg har lige taget billederne og har ikke fiflet med andet end at skrue op for farven. `Color boost´ hedder det. Smart - for det giver virkelig billederne og isblomsterne her en helt særlig stoflighed og liv. Jeg synes det er smukt.




Om jeg nu har fundet meningen med livet, det er jeg ikke helt sikker på. En af mine gode venner siger, at han er et skønhedssøgende menneske. Det vil jeg også være, for det lyder ærlig talt ret tjekket.




Skynd jer ud at nyde jeres egne isblomster her i solens sidste stråler. Det er så smukt derude og snart er showet forbi - på søndag lover de regn og slud. Nu vil jeg slentre videre, ud og søge skønheden ...