søndag den 31. marts 2013

Nuancer af blåt

Ofte har jeg skrevet om de fantastiske blå blomster og det skal ikke være nogen hemmelighed, at blå er min absolutte yndling i haven.

Franco Mottironi
Måske er det fordi de smukke blå nuancer ligger så tæt op af naturens grønne - eller også er det fordi de blå blomster henter himlen ned i havens bede. Uanset grunden er jeg forliebt i de dejlige blå.



Pinterest søgte jeg forleden efter navnet Myosotis, der jo er det latinske navn på forglemmigej. Så skønne de er med deres uformelle og særdeles ydmyge blomster i forsommeren. Nogle år allerede først i maj måned.

David Pen
Her vil jeg vise jer hvad mit søgeresultat gav og selvom flere af jer fortæller mig, at det er forbudt, vil jeg være ligeglad og gengive billederne her.



Her i vores ydmyge have har jeg haft svært ved at få myosotis til at trives. Om det er vores tunge lerjord eller måske et gammelt giftlager, skal jeg ikke kunne svare på. Ærgerligt er det under alle omstændigheder, for jeg er intet mindre end forelsket i de blå kæledægger.



Allerhelst så jeg at vi havde dem i hele haven, som vi kender det fra Anne Justs have eller Monets have i Giverny uden for Paris. Ser I hvorfor jeg ønsker mig en blå have i maj?

David Pen

lørdag den 30. marts 2013

Skal vi blot holde vores kæft?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg endnu kun er en forskruet teenager. En knægt på nitten år med hang til knitrende tulipaner og buldrende roser. Måske en sær skabning - men samtidig også et skønhedssøgende væsen.


I er sikkert ikke helt ukendte med fænomenet - et skønhedssøgende menneske - og derfor vil jeg spørge jer om, hvad I finder smukt og seværdigt. Er vi ude i overdådige blomsterarrangementer, eller kan den udefinerbare skønhed findes i selv den mest forkrøblede vintergæk?



Jeg selv er blevet meget i tvivl. Er det jeg finder smukt og dejligt i jeres øjne helt forkert og ganske hæsligt? Smag og behag er selvsagt forskellig - men i hvor høj grad er det tilladt at være egenrådig i sit syn på det kønne og at lade sin mening give til kende? Af og til kan det være svært at holde kæft.



Selv holder jeg mest af den skrabede løsning. Hvad siger I?

torsdag den 28. marts 2013

Det spirer og gror

Noget af det mest fantastiske ved havelivet synes jeg er, når det i foråret er blevet tid til at så og prikle. At se et frø spire, udvikle sig og hen på sommeren blomstre, er vitterlig et mirakel af de store. Tænk sig at man blot ved at dumpe et frø i lidt jord og vande, kan sætte nyt liv i verden og således åbenbare de mest fantastiske blomsterskatte.



Af samme grund har jeg svært ved at begrænse mig. Jeg vil det hele og kan ganske enkelt ikke få blomster og planter nok. Desværre har vi kun et drivhus - så jeg må jo nok sande, at pladsen ikke er til tusind forskellige sommerblomster og stauder i alverdens farver.



Det gør heller ikke noget. Det synes jeg at vi skal se stort på - så er der blot desto større mulighed for, at udvælge sine yndlinge og dyrke dem. Her er en af mine nye venner. Voksurt Cerinthe major ´Purpurasceris´.



Faktisk kendte jeg den slet ikke, før jeg faldt over den i et frøkatalog. Og hvilken darling! En sådan skønhed kan man da ikke undvære og fluks fik jeg bestilt frø. Nu er de spiret og sikke de vil frem i livet. Snart varer det ikke længe, før voksurt må slå sine folder i haven.



Skal I have voksurt i jeres haver i år?  

tirsdag den 26. marts 2013

Projekt ildebrand

Efterhånden har jeg en del havebøger og der kommer hele tiden nye til. Snart er Tante Grøns havebog at finde på boghandlerens hylder og Claus Dalbys Den hvide have ligeså. De to bøger glæder jeg mig rigtig meget til og har selvfølgelig forudbestilt Jyttes bog.



Jeg håber sådan, at Tante Grøn har andet i haven end de lyse pasteller - og at hun skriver om dem i bogen. For jeg er nemlig i gang med at få stablet en flammende have på benene. Omend i lille målestok og plantet i krukker.



Derfor har jeg søgt inspiration og viden i mine bøger. Den første jeg søgte i, var min absolutte yndlings-havebog. Den levende have af Claus Dalby. Det er min allerførste bog til samlingen og selvom der gennem årene er kommet mange nye til, vender jeg altid tilbage til favoritten.



I Den levende have har Claus doneret et kapitel til de glødende vækster og efter at jeg har genlæst siderne, er ideerne til min flammehave ikke få. Krukkesamlingen skal stå op ad vores blå hus - så jeg er spændt på, om det kommer til at tage sig fornuftigt ud.



Med en god portion held og lidt snilde vil jeg nok lykkes med mit projekt. Jeg lover at jeg vil lægge en masse billeder på bloggen, som projektet skrider frem. Rigtig god fornøjelse med jeres egne flammer.


søndag den 24. marts 2013

På trods af sne og kolde vinde

Har man sine venner, så har man alt. Sådan tror jeg også at hornviolerne har det - de kære stedmoder ligeså. Heldigvis er det snart blevet tid til at få plantet havens krukker til og forleden tog jeg min tyvstart.




Nuvel - hverken med pelargonier eller margueritter, men med perlehyacinter, hornvioler, påskeliljer, bellis, våriris, anemoner og alt det andet dejlige der kan tåle forårets ofte kolde vinde.




Jeg har spurgt de kære blomster, om dog ikke de fryser om natten og jeg synes da også nok, at jeg hørte dem hviske jo. Endnu er det da også lidt for koldt til at plante og regere - men jeg har altså ikke kunnet dy mig.



fredag den 22. marts 2013

Godt skåret

Da Havefolket for en tid siden afholdt en konkurrence, hvor man kunne vinde en såkaldt pot maker var jeg ikke sen til at deltage. Desværre faldt det så uheldigt ud, at jeg ikke vandt. Sådan med det - men jeg måtte altså have en potte-maskine alligevel.


Således i stødet til netshopping gik jeg ind på Google og fandt Det lille Bødkerværksted hvor indehaveren Ole drejer, skærer og banker træ sammen til de fineste ting. Også pot makers.


Jeg bestilte en lille og en stor, som I kan se - er de ikke flotte? Den lille er til lathyrus og snerler, den store til alt det andet. Besøg Oles hjemmeside her.

torsdag den 21. marts 2013

Ren poesi

Æstetiske mennesker må have et stort hjerte, hvis det skal kunne rumme al verdens skønhed. Som havemenneske er det selvfølgelig blomster og planter mit hjerte først og fremmest banker for - men foruden haven og naturen må der også levnes plads til kunst, musik, lyrik og skønheden i det skrevne ord.




Når ikke haven står i fuldt flor og jeg kan nyde det kønne der, kaster jeg mig derfor over kunsten. Det er virkelig en verden for sig og spænder så vidt, at det ofte kan være svært at rumme det hele.



Heldigvis er det også okay at tygge lidt på smagen af barokkens svulmende ornamenter, førend realismens kynisme kalder. I en verden af indtryk hjælper blomsterne mig på vej.




Frække står de der og ser så perfekte ud. Perlehyacinterne. Findes der en mere formfuldendt blomst? Jeg tror det ikke. De små skilderier er franske postkort, jeg engang har fundet på et marked ved Grasse i Côte d´Azur. De bærer mange gode minder og bringer den livsglade kunst ind i vores hverdag.