lørdag den 29. juni 2013

Dæmp jer lige lidt!

Nogle af de planter der rigtig larmer i haven lige nu, er de fine og velduftende studenternelliker. Dem såede jeg for et par år siden og havde timet det rigtigt, for da jeg selv blev student sidste sommer, stod de i fuldt flor.



I år er min begejstring for de mange studenter og deres køretøjer lidt mere blandet - for syv søren hvor de larmer! Heldigvis gør de det med glæde og jeg kan kun glædes med dem. I øvrigt er mange af de unge, smukke studenter jo mine venner og gamle klassekammerater.



Det er utroligt som tiden går - hvor blev de sidste mange måneder lige af?

torsdag den 27. juni 2013

Smuk som et stjerneskud

Verdens smukkeste blomst må være kuglerund, midnatsblå og duftende. Desværre er Allium christophii hverken blå eller dufter af meget andet end løgsuppe, men den er kuglerund og dejlig.



Faktisk tror jeg slet ikke, at der findes en blomst der opfylder mine kriterier - men det gør heller ikke så meget, når bare jeg har mine allium. Den runde facon holder orden i havens bede og sætter et beroligende punktum. Lidt ligesom kirsebærret på toppen af en overdådig kage! 


tirsdag den 25. juni 2013

Jeg har vundet en drømmegave!

Når der kommer pakker til mig med posten, tager jeg dem ofte med ind i sofaen - for tænk sig hvis indholdet skulle vise sig at være så spændende, at jeg besvimer! Ja, så falder jeg i det mindste blødt.


I dag kom en gave fra Nana, der for nylig lavede en giveaway på sin blog Drømmegaven. Det gjorde hun fordi, at hendes butik nu har haft åbent i to måneder og jeg var altså den heldige vinder. Har I lyst til at se flere vaser, eller måske er I på udkig efter en drømmegave - så besøg Nana og hendes netbutik lige her.


For en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg altså ikke besvimede. Men det var tæt på!

lørdag den 22. juni 2013

Som nyfalden sne

Egentlig er jeg ikke sønderligt begejstret for hvide og cremefarvede blomster, men nu kunne jeg alligevel ikke dy mig - og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk det ser godt ud, at blande hvide og blå blomster op mod vores blå træhus.



Den hvide rose er en Gråsten og selvom jeg har vist den før, tåler den nok en gentagelse. Den dufter kun svagt, men er sund og rigtblomstrende. Den dårende smukke pæon kender jeg desværre ikke navnet på, da jeg fandt den gemt væk i et hjørne af Bilkas havecenter. 



Nu vil jeg køre ud i landskabet og lede efter blå blomster til min krukkehave. Måske jeg skulle lede efter en blå salvie, der kan matche min hvide, kornblomster eller måske riddersporer! Rigtig god weekend.


torsdag den 20. juni 2013

Når mosekonen brygger

Efter sol kommer regn - eller hvordan var det nu det var? I så fald må det være den omvendte verden i dag, for sikken et mærkeligt vejr vi har haft det sidste døgn.



Lyn og torden, overskyet og sol. Her til morges var himlen ferskenfarvet, tung og truende. Duggen hang over haven og skoven som mosekonens bryg, og desværre kom jeg for sent ud med mit kamera.



Lidt fugtighed og orange fik jeg alligevel med, så det I ser af vores baghave er lidt regnvådt. Dagligt glæder jeg mig over havens frodighed og vigør - det er altså utroligt som alting vokser på trods af, at rådyrene har taget de bedste skud.



Endnu er jeg ikke helt færdig med at plante sommerblomster ud, men det skal jeg blive i dag. I drivhuset står lathyrus, tagetes, morgenfruer, kornblomster og solsikker troligt og venter. Vi ses efter regnen - eller hvordan var det nu? 


onsdag den 19. juni 2013

Jeg har lært at matche!

Her til morgen læste jeg i en grøn havebog, at det er en god idé at farvekoordinere og sætte lidt system i sine planter og krukker. Ikke kun fordi det er sådan de vigtige gør, men fordi man så ikke får ondt i øjnene og bliver smask forvirret.



Smart tænkte jeg og straks fik jeg arrangeret og sat lidt i system. Man må sige, at det virker, det med at koordinere og samle farverne - og lidt moderne vil man jo altid gerne være.



Det blev sådan at rød, orange, gul og bordeaux nu bor sammen og at blå, lyserød og koldt lilla er i samme koloni. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er helt stolt over resultatet. Det ligner næsten det fra bogen, men så igen ...



... min have behøver ikke at være en miniput-kopi af Claus Dalbys. Her må det gerne stritte lidt i farverne, råbe til himlen og forarge de vigtige. Hav en fantastisk farvekoordineret dag!


mandag den 17. juni 2013

Man er vel plantedoktor

Hvis der er noget om snakken, når man siger, at naive mennesker har lettere til smil og glæde, må jeg i så fald være helt væk fra vinduet! For hvor bliver jeg glad og lykkelig helt ned i maven, når jeg ser på og dufter til pæoner og roser.



Tænk sig at jeg sidste sommer købte den smukke pæon i Netto med blot to blade og dårligt i live - og så for tyve kroner. Det var da et fund og sådan sker det ofte med mig. Hendøende blomster og visne pinde foran supermarkeder kan jeg kun svært lade være med at redde ...


fredag den 14. juni 2013

Så rent og fint

Der er nu noget umiskendelig friskt, klart og rent over forsommeren og dagene i haven her midt i juni. Ingen blomster er endnu begyndt at falme, ja, flere af dem er endnu ikke kommet ordentligt i gang endnu.



Rosen er en Gråsten og den står i krukke. Faktisk står der tre sammen, så det bliver rigtig fint, når blomsterne rigtigt folder sig ud. Det med roser i krukker er nyt for mig, men det virker meget godt og jeg lover, at jeg vil vende tilbage når de blomstrer ...



... de af dem der ikke er blevet ædt af rådyrene! Frygtelige bæster. Jeg hader dem og får lyst til råt kød, når jeg ser deres spor i haven. Mit hegn omkring haven virker overhoved ikke, så jeg er gået i tænkeboks!


torsdag den 13. juni 2013

En uskøn forsamling

Lige såvel som jeg grupperer inde med vaser, fjernbetjeninger og mælken i køleskabet der skal ligge rigtigt, må blomsterne ude stå sammen og se dejlige ud. I dag har jeg smidt vores mange krukker med hornvioler i skammekrogen, for nu skal det være slut!



Hornvioler og stedmoder er nogle uopdragne vildbasser, når de står i krukker. De vælter rundt som fulde folk, sviner og er irriterende. Ikke hele tiden ganske vist, men her i juni gør de.



Derfor har jeg nu samlet krukkerne og har i sinde at klippe planterne ned, for så at plante dem ud i haven. Det læste jeg forleden at Anne Just gjorde, og hendes blomster kom altså igen senere på sæsonen.



Ved I om det virker? Jeg er ikke helt overbevist, men tager alligevel udfordringen op. Hvis I har lyst til at se hvordan det så ud, da jeg plantede krukkerne til i marts, så klik her og her.