lørdag den 30. november 2013

I morgen er det den første

Når det kommer til jul og juledekorationer synes jeg, at det skal gøres på en naturlig måde. Glitter, skinnende sløjfer og nisser i angstprovokerende røde dragter kommer med andre ord ikke ind her!


Mos, kogler og forskellige stedsegrønne vækster er til gengæld lige uden for døren, så jeg bruger næsten altid udelukkende naturmaterialer til mine binderier. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag.


De små fyrfadsstager i keramik har jeg købt på Rosengården, der er et arbejdende landbrug og kunstbutik drevet af to ildsjæle, Helle og Lene. På stedet arbejder seksten udviklingshæmmede i alderen tyve til halvtreds år. Behøver jeg nævne, at det er et skønt sted?


Skjuleren til mit kalenderlys er fra Hanne Bertelsen Keramik og lyset fra Kunstindustrien. Andet isenkram er blot fra rundt omkring - glaskuglerne er for eksempel fra Søstrene Grene.

onsdag den 27. november 2013

Stedsegrøn vinter

Forleden vi var på Egeskov, kunne jeg ikke ikke lade være med, at gå en tur rundt i parken med mit kamera under armen. Først og fremmest fordi, at jeg altid er på jagt efter en masse gode haveidéer...



... Men sandelig også fordi, at Egeskov er et helt særligt og meget smukt sted. Haven her er Den Hvide Have, som ligger bag caféen Jomfru Rigborg. Den er anlagt i 1999 med tydelig inspiration fra den hvide have på Sissinghurst Castle Garden i Sydengland.



Det er så flot, synes jeg, at haven af Jane Schul er planlagt således, at der året rundt er noget at komme efter. De stramme linjer og særligt buksbomhækkene gør sig godt ved vintertide.



Spejlbassinet er helt eventyrligt og meget smukt. Det må være en gave at få lov til, at plante sådan et sted til - endsige eje det og have muligheden for, at nyde og beundre det hver dag.



Hvor fantastisk ville det ikke også være, at have en håndfuld påfugle gående rundt i sin have? Ja, jeg ville ikke klage. Blot skulle de holde næbbet fra mine stauder.


søndag den 24. november 2013

En kærlig hilsen

I går formiddags flettede jeg fingre med gran, kogler og en masse mos i julehyggens navn. Det er så hyggeligt at stå og lave jul, lytte til klassisk musik og måske endda spise vaniljekranse imens - men for pokker hvor det sviner!


Kransen her er en foræring, som jeg har lavet til mine venner og kolleger på et botilbud for udviklingshæmmede. Der er jeg på tirsdag inviteret til julefrokost, hvor også brugernes familie kommer, så selvfølgelig skal der pyntes lidt op til jul.



Jeg holder meget af at komme der på arbejde. Vi laver mad sammen, ser måske gamle danske film eller handler ind. Jeg synes ihvertfald, at det er verdens bedste job!


De mennesker der er tilknyttet stedet, er på mange måder mine gode venner, og jeg kender ingen der som dem har et både stort og kærligt hjerte. Netop derfor synes jeg, at det mindste jeg kan give dem til gengæld, er en krans fuld af både jul og kærlige hilsner.

fredag den 22. november 2013

Med rystende hænder

I dag har jeg fabrikeret to runde kranse på pind. Og jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at det holdt hårdt!


Landet ligger nemlig sådan, at jeg ikke har ret meget erfaring med at binde blomster. Ja, faktisk har jeg kun gjort det i et års tid. Men her er de altså som lovet, og jeg håber at de lever op til kundens ønsker.


De to kranse er bundet på et stykke elefanttråd, så hele arrangementet gled rundt for mig, gik op i enderne og tingene faldt af. Dog vil jeg sige, at jeg er glad for resultatet.


Til kransene har jeg brugt eukalyptus, ellekogler og spansk mos. Sløjferne er bundet af en tynd lædersnor og et stykke sølvbånd. Har I mod på at købe en lignende krans, kan det gøres på bestilling ved Allestedlund i Odense. Kransene her koster omkring 350,- stykket.

torsdag den 21. november 2013

Før frosten

De sidste to nætter har vi haft frostvejr her i skoven. Ikke mange minusgrader, men nok til at alt er blevet brunt og slimet, luften bidende fugtig-kold og vejret ganske trist.


Sådan er årstiden og vi nyder, uanset vejret, hver dag der kommer og går. Ude ved stranden, hvor jeg hver dag er sammen med børnene, er der stadig blomster og ingen tegn på kuldegrader.



Underligt som klimaet er anderledes nær vandet - men vi ved jo nok hvordan det hænger sammen. Jeg lærte ihvertfald noget om det i skolen engang...



Billederne her tog jeg for en god måneds tid siden. I dag er marken pløjet og blomsterne væk. De minder mig om, at intet varer evigt. Blomster kommer og blomster går.



I morgen vender jeg atter snuden mod Odenses latinerkvarter og Allestedlund. Jeg har lovet at binde nogle kranse, men ved ikke helt om jeg duer til det...



... De skal nemlig være ens, af mos og olivengrene - og så skal de bindes på en tynd metalring. Jeg vender tilbage med billeder hvis projektet lykkes. Kryds fingre for mig!

søndag den 17. november 2013

Designerjul anno 2013

I torsdags havde livsstils- og interiørbutikken Lerche Design i Odense arrangeret et smart juleevent for deres designbevidste kunder. Det gjorde de i samarbejde med Allestedlund, og derfor var jeg selvfølgelig med.



Meget af dagen stod jeg ude foran butikken sammen med blomsterkunstneren Nikolaj Valentin og lavede jul. Det var rigtig hyggeligt og ganske sjovt.



Udover blomster, synes jeg også design og indretning er rigtig spændende. Derfor var jeg selvfølgelig begejstret over, at få lov til at lege med Mogens Lassens KUBUS stager og skåle, Lyngbyvaser og andre designting.



Alle dekorationerne på billederne her, er jeg manden for. Faktisk endte blandt andet den store Mogens Lassen KUBUS skål med at koste over to tusind kroner! Men så er det også med både lys og kobbervedhæng...



I løbet af dagen kom rigtig mange mennesker for at kigge Nikolaj og mig over skulderen. I den anledning fik vi mulighed for, at fortælle om vores idéer og tanker om julen 2013.



Nu vil jeg ikke gøre mig selv til smagsdommer, men jeg tror, at farverne og materialerne for de designbevidste i år bliver kobber, mørkegrøn, bordeaux og midnatsblå - selvfølgelig tilsat hyacinter, juleroser, pigeonæbler, kogler, pudemos, beton og ældede naturmaterialer.



Hjemme i skoven holder vi os til den klassiske jul med flettede julehjerter, stjerner og ting fra naturen. Men der er mange måder at gøre det på - her er blot et forslag.



Har I lyst, kan I se meget mere jul hos Lerche Design lige her.

fredag den 15. november 2013

Skør og skæv jul

Forleden skrev en kendt medieperson til mig, at han synes, at mine kreative evner er temmelig middelmådige. Han gik endog så langt som til at antyde, at det nok er en god idé, at jeg har valgt at blive pædagog.



Er det ikke frækt? Ja, jeg blev i grunden lidt rystet. Heldigvis er jeg tykhudet og kunne skrive det der var værre tilbage den anden vej - det gjorde jeg nu ikke. Så i stedet for at vise mine egne middelmådige frembringelser, vil jeg i dag vise jer en andens kreative udfoldelser.


Shane Brox har her været på besøg ved greveparret på Egeskov Slot, for at dække deres julebord. Det er vist lidt for sjov - men hvor synes jeg altså bare, at det er fedt.