tirsdag den 31. december 2013

Champagnen er lagt på køl...

... Og derfor må det være på tide, at ønske rigtig godt nytår! 
Året der er gået har på mange måder været begivenhedsrigt. Også her på bloggen. Først og fremmest er jeg glad for, at så mange har lyst til at læse med, og I der trofast lægger en kommentar, skal have stor tak med på vejen. Uden jer - ingen blog. 


I året der kommer vil jeg love fortsat at skrive en masse om have og blomster. Men jeg har også nye tiltag i støbeskeen, som jeg synes at I skal glæde jer til. Det kommer blandt andet til at handle om dekorationer, buketter og en hel masse andet spændende - samt noget der er langt fra staudebedene hjemme på Nordfyn. Vi ses i det nye år. Rigtig godt nytår!

mandag den 30. december 2013

Sikken et driverliv

De sidste mange dage har jeg overhoved ikke lavet noget som helst. Jeg har holdt juleferie, spist slik og så ellers slasket på sofaen, set film og været til julefrokoster.


Det ligner mig ellers ikke at føre sådan et driverliv. Jeg er som regel i fuld fart og har altid gang i en masse projekter. Men måske vi blot ind imellem har brug for at hive stikket ud?


På mit skrivebord lever grene og små spirer også et driverliv. Jeg plukkede hyldegrenene i går eftermiddags, og allerede i dag er der små blade på. Det er da utroligt!



Fadet med de mange lys nyder vi om aftenen. Det bliver stadig tidligt mørkt, og vi har sådan brug for lyset og varmen. Grenene med lav er fra haven, og jeg synes de er så smukke.


For mig er dekorationen her ikke julet, men derimod en hyldest til vinteren og årstidens grønne naturligheder. Lys og mos er til hele året - ligesådan med elefanter. Kan I finde ham? Han er da en sød lille fyr!

fredag den 27. december 2013

På række og geled

Nu er julen efterhånden ved at være ovre, og snart går vi et nyt år i møde. Dog har jeg en sidste juleting som jeg ikke har nået at vise, og det skal I selvfølgelig ikke snydes for.


Her har jeg blot sat lærkegrene og et bundt smukke grene med lav sammen i en krukke, og på grenene hængt gammeldags sølvkugler og små tinfigurer op i silkesnore. Helt enkelt.



Til højre står en række små sølvstager med kertelys, og bag disse står en håndfuld glasvaser fra Anne Flohr. Jeg er rigtig glad for nøglehulsvaserne og glæder mig til, at jeg kan fylde dem med vintergækker fra haven.

onsdag den 25. december 2013

Højt for træets grønne top

Så blev det også jul her i skoven - ligesom det plejer. Og selvfølgelig har vi igen i år juletræ, vi har spist dejlig mad, haft huset fuld af gæster og her har været smil, kys og latter. Ligesom der plejer.


Sådan er det med julen. Den er fuld af traditioner, god mad og som altid en helt uartig mængde pakker og konfekt. Flere kilo tungere ved vi så efter jul, at det har været rigtig hyggeligt.



Mine venner og især min far, driller mig ofte med, at jeg december igennem opfører mig mere og mere som Gertrud Sand. Fra den første december bliver der altså langsomt, men sikkert, læsset mere og mere pynt på...



... Lige indtil det hele kulminerer med juletræet den 24. Traditionen tro er det tungt læsset med alskes pynt. Sådan har det altid været og sådan kan jeg egentlig bedst lide det. Her i huset er julen ikke så perfekt.


Træet får som regel lov til at stå der juledagene over, men så er det også slut. Der er alligevel grænser for, hvor længe man kan holde ud at se på  meget pynt. Rigtig god jul.


søndag den 22. december 2013

Nu er det lige ved at være nu

Tænk sig så hurtigt en december måned går. I morgen er det lillejuleaften og i overmorgen juleaften. Så er det tid til and, risalamande og gaver - konfekt, småkager og måske endda portvin!


Men alt det er selvfølgelig først i dagene der kommer. I dag kan vi, hvis vi er blandt de heldige, blot læne os tilbage og nyde en rolig stund i stearinlysenes skær. Det vil jeg ihvertfald gøre. Rigtig glædelig jul og god fjerde søndag i advent.


torsdag den 19. december 2013

Når voksne leger

Det er så skægt at arbejde i en børnehave. Ikke kun fordi jeg så har mulighed for at lege hele dagen, men også fordi børn bare er sjove! Det er de underligste og mest skægge ting de siger, og nogen gange ærgrer jeg mig over, at jeg ikke får skrevet det hele ned.


I dag fik jeg for eksempel af vide, at voksne ikke må have legetøj. Det må de altså godt, sagde jeg og fortalte, at jeg lige har købt tre gyngeheste. Tre! Blev der råbt i kor. Ja, det er rigtigt, sagde jeg og børnene var lige ved at trille ned af rutsjebanen.


Voksne kan altså godt have legetøj - og jeg elsker mine nye gyngeheste. Ganske vist er de lidt for små til mig, men så kan de stå og pynte med et lys her til jul.



Udover gyngeheste er bordet dækket med en buket bestående at amaryllis, skimma, eukalyptus og lærkegrene med mos og kogler. Desuden fem lysestager af marmor, glaskugler, fyrrekogler og små kviste af mistelten.


Så blev det alligevel jul i år. Og så endda med både blomster, sten, et drys rødt og et lille knivspids legesyge og dekadence. 

tirsdag den 17. december 2013

Som blommen i et æg

Normalt går jeg ikke rundt og praler. Men i dag vil jeg alligevel blære mig lidt - med min mor.



Det er nemlig sådan, at jeg har verdens bedste mor! Tænk sig - hun stryger mine skjorter, laver mad til mig, vasker mit tøj, handler ind og smører tilmed min madpakke når jeg skal i børnehave.


Jeg er en heldig kartoffel, og jeg ved det godt.


Buketten her lavede jeg derfor til hende i weekenden, men har altså først fået taget billeder her til formiddag. Den er selvfølgelig i min mors farver, og hun blev rigtig glad for den.



Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg også har en sød far her i huset. Men tro det eller lad være, han er ligeglad med blomster. Ja, jeg har skældt ham ud!

lørdag den 14. december 2013

Jul i franske spejlkrukker

Normalt er jeg ikke til glimmer og sølvstads, men bliver det tilsat en illusion af frodig skovbund, kan det lige gå an. Faktisk blev jeg helt tilfreds med en række lysdekorationer i feminine sølvglas, som jeg i dag har lavet ved Allestedlund.


Det er helt rart en gang imellem at få lov til, at give den gas og lave en masse jul. Alle de ting jeg laver til butikken, ville jeg jo slet ikke have plads til hjemme ved mig selv.


Her i skoven er julen enkel og består hovedsaligt af glaskugler lagt i skåle, min farmors strikkede troldenisser, en masse lys og selvfølgelig alt det smukke og naturlige julepynt vi kan hente lige uden for døren.

fredag den 13. december 2013

Drivhuset er fyldt med forårsdrømme

Endelig er jeg blevet færdig med at lægge løg i krukker. Det holdt ellers hårdt, for jeg har simpelthen så travlt altid. Heldigvis ikke kun med børnehave, skole og lektier - men med julen også.


Mon ikke de vil stå godt i drivhuset her i vinter. Jeg krydser ihvertfald fingre og håber på smukke blomster. I krukkerne her er blandt andet våriris, hyacinter og selvfølgelig en masse tulipaner.


Det hele har jeg arrangeret således, at det vil blomstre i lilla, blå, lyserøde og hvide farver. Krukkerne skal stå foran vort hus når foråret kommer nærmere, så det glæder jeg mig til.


Sidste forår havde vi også en mængde krukker stående i drivhuset. Da var de fyldt med hornvioler og stedmoder, og vil I se det og måske dufte lidt til foråret, kan I klikke her, her og her. I er også altid velkomne til at klikke rundt i arkivet. Tryk for eksempel på Forår på vej og begynd at glæd jer!

onsdag den 11. december 2013

En fiks idé af granit

Forleden fik jeg den idé, at samle nogle af alle mine vaser og krukker på lange fade af granit. Straks drog jeg afsted mod stenhuggeren, for han kunne vel skaffe mig nogle.


Det kunne han bestemt, og da jeg fik forklaret og han forstod min lidt gakkede idé, fik jeg nogle forærende. I en smart interiørbutik så jeg forleden nogle virkelig flotte fade af skifer, men de kostede mange hundrede kroner.



Hvad der er sparet er tjent, så derfor spurtede jeg som sædvanlig forbi genbrugsbutikken. Der fandt jeg de fine stager til kertelys - endda forsølvet og så til blot femten kroner stykket. Her gav jeg nu alligevel lidt oveni.



Bagerst står en keramikvase af Gurli Elbækgaard og i glasvasen er en hel busk af vintergrønt. Her er vedbend, ellekogler og på pinde nogle gråstøvede bælge af ukendt oprindelse. De dufter af eukalyptus og drysser helt uhyrligt!

lørdag den 7. december 2013

Rigtig hjertelig velkommen

Juletid er gæstetid og tid til dejlig mad, hyggeligt samvær og selvfølgelig tid til gaver, gløgg og æbleskiver. Her i skoven holder vi meget af at have gæster og selvfølgelig bliver venner og familie budt rigtig hjertelig velkommen.



Hvert år starter julehyggen allerede ved havelågen og ved husets indgange hænger lyskæder og kranse for at lyse op i den mørke tid. Foran huset har jeg i år pyntet op på borde og bænke - alt sammen med naturen som forbillede.




Rundt omkring ligger grene med mos og bær, her er krukker med mos, husløg, stedsegrønne planter, og enkelte grantræer står plantet med mos og kogler imellem tæerne. Desuden har jeg hentet to store whiskytønder i baghaven, for på de to espalier at efterligne Claus Dalby og hans flotte juleudsmykning.




Ganske vist er det her i haven knapt så flot og overdådigt, men nu skal jeg jo heller ikke i fjernsynet.



Jeg skal have fat i nogle sorte petroleumslamper, for jeg tænker, at når det første drys sne har lagt sig, vil det se enormt hyggeligt ud med en halv snes levende lys.




Projekter er der nok af, og nu vil jeg slentre videre ud i min juleverden. Jeg er i gang med at binde kranse, hænge julekugler op i vinduerne inde og så er min kæreste her. Det er rigtig hyggeligt.



Rigtig god weekend og rigtig god og glædelig december. Jeg håber, at I husker at nyde og måske ind imellem husker at trække stikket ud. Det må man nemlig gerne, når nu det snart er jul.