søndag den 26. januar 2014

Kig med indenfor ...

Til hverdag har jeg som regel en lang arbejdsdag, og har derfor kun sjældent tid til at lave blomster, male, læse bøger og alt det andet sjove. Men så er det heldigt, at det ind imellem er weekend.


I går havde vi travlt med gæster, ærinder og sure pligter, men i dag har jeg hygget mig hele dagen. Blandt andet med at male og tegne, som jeg holder meget af.


Lige for tiden skitserer jeg lidt på en bog. Bare for sjov - men jeg kunne godt forestille mig engang at lade det blive til mere. Jeg går med en idé om at skrive en børnebog, hvor jeg selv skal tegne og fortælle. Dog vil jeg endnu ikke røbe hvad den skal handle om.



Et andet projekt er drømmen om engang at skrive en havebog. Den skulle i så fald være fuld af hyggelige ankedoter, skriblerier og selvfølgelig billeder af alt det jeg elsker ved haven. Bogen skulle også indeholde tegninger, hjemmegjorte illustrationer og små frihåndskrummelurer.



Drømme er der således nok af, og gejsten er stor. Hvem ved - måske bringer 2014 mere med sig, end jeg i første omgang går og regner med.


Billederne her er fra mit arbejdsbord, der altid er i forandring og flyder med de ting jeg er optaget af. I dagens anledning har jeg dog ryddet lidt op.


Buketten i den høje glaspokal er ved at gå på held, og har med andre ord set bedre dage. Ikke desto mindre skønner jeg endnu på den, og vil lade den stå til den er helt ramponeret. Forfaldet kan også være en oplevelse.


Med disse billeder vil jeg ønske jer en rigtig god ny uge, og samtidig sige mange tak for jeres besøg. Hver dag kigger en fire-fem hundrede forbi, og det er jeg både glad for og stolt over. Det er dejligt at kunne dele - og samtidig blive set.

9 kommentarer:

Bente Holst sagde ...

Kære Matthias - du er godt på vej med mange ting, og du skal nok få held med dine mange projekter, for du har en skøn gejst og vilje og ungdommens mod :-) Jeg forstår til fulde din lyst til at male, tegne og alt det sjove, for jeg har det på samme måde. - Også en rigtig god uge til dig! kh. Bente

Susan Durup sagde ...

Spændende med en masse planer og ideer.....
Mange hilsner fra Susan

Nana Hecquet sagde ...

Du er heldig at du kan tegne. Det gad jeg godt kunne! Og så synes jeg at jeg genkender den grønne vase ;-)

Anette Krogh Pedersen sagde ...

Skønt arbejdsbord, det inspirer da godt nok. Hvor er det spændende med bog drømme, husk nogle drømme går i opfyldelse :-)
K.H. Anette

Birgitte sagde ...

Hej Mathias. Herligt med mange drømme, jeg håber for dig, at det vil lykkes og blive til virkelighed.

Tina Pedersen sagde ...

Bare go for it Mathias , det kan ikke andet gå godt med dine evner og kreativitet.

Anonym sagde ...

Hej Mathias Emil !
Du har om nogen det der skal til
for at få drømmene til virkelighed.God arbejdslyst.
Venlig hilsen Birgit Nouri.








Anonym sagde ...

Hej Mathias Emil . .
Det ser ud til at være en hyggeligt arbejdsbord . :)
Kan man lokke ud af dig hvor de to fyrfadsstager, der ligner snebolde, er købt? De er helt fantastiske . .

Thue

Mathias Emil sagde ...

Kære alle,
Mange tak for jeres positive ord og opbakning. Som en af jer skriver; nogle drømme bliver til virkelighed. Det kunne da være, især hvis man har viljen...
Tak for kærlige ord.

Kære Thue,
Jeg har købt glaskuglerne for et års tid siden i livsstils- og interiørbutikken Zoom i Odense. Du kan prøve at Google dem, sende dem en mail og høre om de stadig har dem. De kostede blot få kroner.

Kh Mathias