onsdag den 8. januar 2014

Tag med tilbage til Egeskov

For omkring otte uger siden var min mor og jeg en tur på Egeskov slot på Fyn. Her var stadig mange blomster og smukke haveoplevelser i øvrigt, og selvom kalenderen sagde medium november, stod endnu georginer og mange krydderurter i fuldt flor.



Det var selvfølgelig rigtig sjovt at erfare, så naturligvis tog jeg nogle billeder. Her er vi på besøg i det haveafsnit de på Egeskov kalder "Urtegården".



Urtegården drives økologisk, og ikke én dråbe gift er blevet brugt til ukrudtsbekæmpelse i havens levetid, der går tilbage til 1973. Her er haven tegnet af havearkitekt  C. Th. Sørensen efter grevinde Nonni Ahlefeldts idéer og skitser.



Så der er altså tale om en ganske ung have, taget slotsparkens andre haverum i betragtning. Dog er haven på ingen måde moderne iscenesat og opbygget.



Stedet fungerer som potagerhave opbygget af kantede bede med to gennemgående stier på tværs som opdeling af haven. Nøjagtig som man gjorde det på Christian IV´s tid. Stierne er smukt flankeret af buegange generøst draperet med roser.



Midt i haven møder man et stort bassin med guldfisk, og i hvert af de fire hjørner står smukke lysthuse med guldkugler på toppen, designet af Mogens Lassen. Mod det ene hjørne står endda et fint lille trædrivhus, der dog var tomt da vi gæstede haven.



Hvor må det være skønt at være greve og grevinde på Egeskov. Tænk sig året rundt at kunne gå ned i den smukke have for at hente urter, grøntsager og friske blomster til husholdningen. Og så endda fra eget herskabsgartneri!



Har I lyst, kan I se meget mere fra Egeskovs smukke haver, slottet og meget andet på slottes hjemmeside. Den finder I ved at klikke her.




Jeg kan også varmt anbefale Birgit Helbos bog om potagerhaven Til nytte og nydelse, hvor hun blandt andet beretter om hendes egen fantastiske potager på Fyn. I bogen er også nogle sider dedikeret til urtegården på Egeskov, og det er bestemt værd at læse. Bogen kan findes lige her.


1 kommentar:

Høneballehaven sagde ...

Meget flot indlæg du har lavet om Egeskov. Tak for det Mathias.
Kh Lisbeth