lørdag den 5. april 2014

En butik med alt det bedste

Når man som jeg holder af at lave buketter, holder man også ofte af, at have noget kønt at sætte dem i bagefter...



... Og det kan man blandt andet få ved Dina Vejling i Odenses latinerkvarter.



Nu må I endelig ikke tro, at jeg modtager sponsorgaver, for det gør jeg bestemt ikke. Synes såmænd bare, at I også skal se og stifte bekendskab med stedet.


Her er alt hvad en blomster- og indretningsglad æstetiker kan ønske sig. Og alt er dansk kunsthåndværk. Noget der har interesseret mig i flere år, og noget jeg, hver gang jeg ser noget smukt, er liebhaver til.



I butikken sælges foruden keramik, glasting og boligtekstiler også kunsttryk, smykker og fantastiske unikating eller kunstgenstande om man vil.



Æggene her ovenfor er da lidt sjove!



Nedenfor ses et udvalg af smukke urtepotteskjulere fra Hanne Bertelsen. Jeg har et par stykker, og sparer op til en tredje. Sådan en er næsten ikke til at leve uden.



Her nedenfor ses et udvalg af mere skulpturel karakter. Det er unikavaser skabt af keramikeren Gurli Elbækgaard. Hun er ligeledes kvinden bag de smukke grønne, hvide og grå vaser på de første billeder. Dem der ligner træstubbe.



Husene nedenfor, som ikke er huse, men skulpturer, er lavet af keramikeren Mette Marie Ørsted, og den smukke glasur kaldes begitning.



Jeg må indrømme, at jeg ikke ved så meget om keramik og stentøj, andet end at det er smukt, men heldigvis er Dina, som har butikken, meget vidende og sød til at fortælle. Man går altså hver gang fra butikken meget klogere end da man kom.



Kanderne og krusene ovenfor er af Dorthe Hansen, der laver nogle meget rå og alligevel fine ting med mange smukke detaljer.



Lige nu er butikken pyntet op til påske, og hvad er så mere passende end smukke ting i lysegule, ferskenrosa og lysegrønne toner.



Det kunne altså også være rigtig skægt at dække op til påskefrokost med snapseglassene her ovenfor. Dem kan jeg rigtig godt lide!



Ophængene og keramikblomsterne nedenfor er også af Mette Marie Ørsted, og Dina fortalte mig, at det er noget Mette Marie laver for at koble af ind imellem arbejdet med hendes mere krævende unikaarbejder.



At kunne servere teen på hjul ville da gøre verden til et bedre sted!



Her er Dina, som ejer butikken i eget navn. Nedenfor fik jeg hende til at bide lidt i hendes halskæde, der, som I ser, skal ligne et ganske imponerende tandsæt. Jeg håber, at I, ligesom jeg, synes om turen, og at I engang vil besøge butikken. Jeg er ihvertfald stamgæst...

9 kommentarer:

Laleh Molander sagde ...

Sikke en masse skønne ting. Det er en fin butik, du har fundet ;-)

Anette Nielsen sagde ...

Jeg nød i alle tilfælde turen, virkelig skønne ting, et sted der er let at blive fristet.
Herligt tandsæt, en fornøjelig afslutning:D

Gro sagde ...

Sikke en fed butik med mange gode ting. Jeg forstår godt din begejstring! og så har I også humor ;-)
K.Gro

Susanne Jensen sagde ...

Mange skønne ting! Næste gange jeg kommer til Odense, vil jeg helt sikkert kigge indenfor!

Sussi.Sussinghurst sagde ...

Sikke mange fine ting.... helle for tekanden på hjul - den er bare sådan helt: waaauuuu

Birgitte Sværke Pedersen sagde ...

Det undrer dig nok ikke at jeg er begejstret for turen :-). Mange ualmindelig dejlige ting. Jeg skriver mig bag øret at næste gang jeg tager til Odense skal der være god dækning på dankortet :-)

/Birgitte

Linda Irving sagde ...

Hvor er det et fint sted, den thekande er da helt rigtig og de fine snapseglas :-) dem kan jeg godt li.
Kom bare med nogle flere fede butikker:-)
Kh Linda

Eliane Petersen sagde ...

Kære Mathias Emil.
Det er en helt skøn butik, du her viser os. Jeg må bestemt ind og besøge den, næste gang jeg kommer i Brandts Passage.
Mange hilsner fra Eliane.

Mathias Emil sagde ...

Kære alle,
Jeg er rigtig glad for, at I her på bloggen har lyst til at lade jer inspirere til spændende steder og lækre butikker. Det er en stor glæde for mig :-)
Jeg vender stærkt tilbage...
Kh Mathias