søndag den 1. juni 2014

Match made in heaven

Noget af det jeg synes er rigtig sjovt ved have, er, at blande og matche de forskellige planter så de udgør et hele. En enkelt blomst kan med andre ord være noget så fin, men rigtig spændende bliver det først, når den får sig en kæreste eller flere.



Det er lidt ligesom med os mennesker. Vi er også smukkest og får først rigtig lov til at sprudle i selskab med andre. Dog er det nok bedst, hvis vi kun har én kæreste ad gangen.



Blomsterne her er nogle jeg netop har plantet i krukker, og netop i krukker er det let at flytte rundt og arrangere, således at de forskellige planter får deres retmæssige partner.


Ovenfor er det en alunrod, som jeg selv har sået. Desværre kender jeg ikke navnet, men der er så mange smukke. Alunrod er desuden utrolig nem at have i krukker - lidt ligesom hosta.



Her ovenfor har jeg fotograferet en græs, som jeg helt tilfældigt faldt over på planteskolen. Den stod lidt gemt i et hjørne, men netop fordi den lyser så smukt op, fandt jeg den. Navnet på den er Uncinia rubra `Everflame´.


Her ovenfor er det en slyngpelargonie, som jeg sammen med petunierne indtil for ganske nylig havde et noget anstrengt forhold til. Men så fandt jeg dem pludselig i nye, frække farver, og så var jeg alligevel solgt til stanglakrids. Jeg er vist nem at lokke.



Som I måske vil bemærke, matcher de første billeder ikke med de sidste her. Det er heller ikke meningen, for krukkesamlingerne står to forskellige steder i haven. Synes blot, at I skulle se et par match.



Nedenfor er det flittiglise. En dobbelt- og utrolig rigtblomstrende plante. Det er første gang, at jeg forsøger mig med dem, men bestemt ikke sidste.


Slutteligt lidt af det grå. En art af Helichrysum sammen med gråblad. I år vil jeg bruge grå bladplanter sammen med de lyserøde til lavendelfarvede blomster, og rødt løv til de mere pink og bordeaux blomster. Synes selv, at de udgør et rigtig fint partnerskab.


3 kommentarer:

Julia sagde ...

Que bonito post, me he paseado por tu bloc y me ha encantado, te invito a ver el mio, esta semana decoramos y reciclamos todo un arte, espero que te guste y si es asi y no eres seguidora espero que te hagas ahora, gracias por visitarme. Elracodeldetall.blogspot.com

Lone sagde ...

Kære Mathias

Hvor har du ret. Jeg så for nyligt skimmia brugt sammen med en helt sart rosa rhododendron og pludselig kunne jeg se hele formålet med denne plante, som jeg ellers slet slet ikke kan fordrage.

Så jo - alle planter har en plads; når bare de har den eller de rette partnere. Det er bare lige med at knække koden :-)

Rigtig god aften til dig,
kh. Lone

Jenny sagde ...

Så mycket fint!

/Jenny