fredag den 28. februar 2014

Forårets duftende solstråler

Året igennem har vi altid en mængde krukker stående på terasserne omkring huset. De er selvfølgelig plantet til efter årstiden, og derfor har jeg nu været i gang med at plante hornvioler og små martsvioler.



I potterne er også krokus, der senere vil blomstre i blå og violette toner.


Min yndlingsfarve er bordeaux, så i år vil jeg forsøge at holde tonen foran huset mod især de violette, mørkerøde og blå toner. Det håber jeg vil blive rigtig kønt.



I krukkerne vil jeg blandt andet have kæmpeverbena, stolte kavalerer, georginer, forskellige græsser, kål, lathyrus, sommerfulgebuske samt forskellige bladvækster som alunrod og paletblad.



Men alt det skal jo først være i sommeren der kommer. Nu vil jeg i stedet glæde mig over de mange potter med forårets blomster. Kan I se at tonen er sat?


onsdag den 26. februar 2014

Fuld fart på

Det er ikke kun i haven, at det spirer og gror - det gør det sandelig også i drivhuset. Med fuld fart! Som I kan se, står spirene ganske tæt. Vi har meget godt i vente.



På billederne her er det perlehyacinter, våriris og især tulipaner der stikker snuden oven vande. Det giver fornyet energi og er så dejligt livsbekræftende at følge med i deres udvikling, synes jeg. 



Nu er det snart forår!

søndag den 23. februar 2014

Til bal i snehvide skørter

Som årstiderne skifter og de forskellige blomster har deres tid i haven, tager jeg mig selv i at forelske mig hovedkuls i dem alle.



Således var jeg i dag parat til at fylde hele haven med vintergækker og erantis, for hvor er de dejlige netop nu. Men der skal jo også være plads til andre yndlingsblomster, så det går naturligvis ikke.



Blomsterne her gror der hvor haven bliver til skov, og netop i skovbrynet trives de rigtig fint. Jeg kender desværre ikke navnet på vintergækkerne. De er lidt særlige - de er nemlig dobbelte.



Det er da også derfor, at jeg har haft mine beskidte fingre nede i dem. Hver gang jeg går forbi, jeg dreje et par hoveder for at beundre og snuse lidt til dem. Det er sådan en rar følelse at kunne se blomsterne lidt i øjnene.

onsdag den 19. februar 2014

De første buketter ude

Her i huset har hyacinter og andre løgvækster det med at blive ret lange og slaskede midt i deres blomstring. Jeg ved godt hvorfor - det er fordi jeg har vandet dem. Men det gør ingenting.


Det giver blot lejlighed til, at finde på nye ting at anvende blomsterne til. Her har jeg ganske enkelt skåret hyacinterne fra løget og stukket dem i et par vaser.



Vaserne, der egentlig er langstilkede urtepotter, har været til salg i Bilka hen over julen på Claus Dalbys anbefaling. Jeg kan vældig godt lide dem og synes, at de har mange anvendelsesmuligheder.



Den grønne farve passer fint til hyacinternes lysegrønne knopper, og sammen med lavgrenene tænker jeg, at arrangementet her harmonerer rigtig fint.


Grenene har jeg brækket af vores gamle og meget velvoksne spireahæk, der omkranser noget af haven og skærmer mod nysgerrige indkig. Her er vi lidt private, men er alligevel altid beredte på en vaks havesnak med søde forbipasserende.


søndag den 16. februar 2014

En butik med råhed og romantik

Af og til bliver jeg simpelthen så skuffet, gal eller blot irriteret. Det sker, når jeg er gået til at købe alt for billige tulipaner, pistne hyacinter eller allerede halvvisne bundtvarer i en discountbutik...



Så sker der det, at blomsterne futter af på to dage, og så kan man ellers stå tilbage med skuffelsen og irritationen over, at have brugt penge på noget bras. Sådan er det ikke alle steder, for man kan da blive positivt overrasket, men hvor er det bare ærgerligt, når det sker.



Går man efter kvalitet, danske varer og varer der er produceret under ordentlige forhold, må man ofte til blomsterhandleren. Her har man at gøre med fagfolk, og med mennesker der sætter en ære i at sælge nogle gode ting.




Jeg køber mange blomster ved Allestedlund, men også ved andre blomsterbutikker, som jeg ikke kan lade være med at gæste - og jeg må altså sige, at kvaliteten her er meget bedre. Det kan godt betale sig at give lidt ekstra.




Desuden er det ofte en god og inspirerende oplevelse, at besøge en af de mange smukke blomsterbutikker, der ligger rundt omkring i landet. Det synes jeg ihvertfald, at `min´ butik et levende bevis på.




Som I kan se, sælger Allestedlund rigtig mange forskelige blomster. Alt lige fra orkidéer og kaktus til klematis i bundter, stjerneskærm og smukke blå tidsler. Her tør man med andre ord at være både rå og romantisk.




Jeg vil ønske jer der læser med en fortsat rigtig god weekend - også tak til jer, der troligt lægger en hilsen. Det er så hyggeligt at komme hinanden lidt ved. Jeg har vinterferie i noget af næste uge, så jeg skal i haven og ud at have beskidte negle. Jeg skal også sætte blomster i vaser, så stauder og en masse andet. Alt det vil jeg vende tilbage til i ugen der kommer. Vi ses!



lørdag den 15. februar 2014

Winter wonderland

Forleden var jeg atter på besøg ved Allestedlund, og der må man virkelig sige, at foråret har kigget forbi. Ganske vist er det vinter lidt endnu, men det er altså tilladt at tyvstarte.




Overalt står blomstrende forårsvækster i fine skåle og bakker, blomstrende grene er sat til drivning i spande, og inde venter et overdådigt flor af alverdens afskårne sager, citrustræer, orkidéer, lys og brugskunst.



Ovenfor står smukke franske tulipaner og nogle gamle patinerede potter, som Nikolaj får speciallavet her på Fyn. Der er altså en venlig gartner der har sagt ja til, at patinere potterne på forhånd. Garanteret en noget sær forespørgsel for en garvet handelsgartner.




Allestedlund er sådan et rigtig farligt sted, ja, nærmest en bermudatrekant for mennesker med kærlighed til alt der blomstrer, skønt interiør og anderledes kuriositeter.




Jeg ved ikke, om Joo og Niklolaj holder deres eget lille Vinter-OL uden for butikken, men klar står ihvertfald kælke, ski og store læderbolde ligger klar i gamle trækasser.




Jeg vil love, at jeg vender frygteligt tilbage i morgen med en masse flere billeder fra butikken. Og I skal være så rigtig hjerteligt velkomne til at læse med. God weekend.