tirsdag den 29. april 2014

Min hvide verden

Det er nok lidt ekstravagant at kalde min krukkesamling her for en hel hvid verden, men samlingen er ihvertfald et eksperiment, en legeplads, og i høj grad et sted hvor en lille drøm bliver udlevet.



Drømmen om den hvide have. Jeg har længe været dybt fascineret af særligt den berømte hvide have på Sissinghurst i England, og mit havehjerte slår en ekstra kolbøtte, når jeg læser om haven i for eksempel Claus Dalbys bog Den hvide have.



Tænk sig at mennesker kan lave noget eventyrligt smukt, blot ved at bruge blomster og planter - og selvfølgelig et par strategiske virkemidler. Så kan man da ikke andet end at tage hatten af, og i samme nu selv forsøge sig med noget lignende.



Skal jeg være helt ærlig, og lidt ukritisk, synes jeg, at det er lykkedes mig meget godt indtil videre. Her er noget højt, noget bredt, noget med blomster og noget uden. Næsten som jeg havde tænkt det. Det er jo første gang, at jeg prøver!


Lige nu er jeg i gang med at plante gråløvede planter som helichrysum petiolare, og den smukke sølvsalvie Salvia argentea. Men jeg vil også plante græsser, stolte kavalerer, petunia, kål, mere gråt løv, og og og...



Tulipanerne er godt på vej, og enkelte er allerede sprunget ud. Prøv at se `Super Parrot´, der står i en stor krukke på den gamle havestol. Det er min yndlingstulipan i år.



I det hele taget fik jeg noget af en åbenbaring, da jeg læste Den hvide have, og kan da heller ikke lade være med, at fascineres af Claus Dalbys egen hvide have, hvor alt i hans nedsænkede have jo står i krukker, ligesom her. Det er næsten fråds...


... Lidt ligesom fyldte chokolader, chips og pomfritter - dem kan man heller ikke få nok af!



Jeg håber, at I af billederne her vil blive inspirerede til selv at forsøge. Man kan jo lave have i alverdens farver, og det er altså sjovt at farvekoordinere. Særligt når man inddrager løvplanter og leger med dem. Der findes jo også gult løv - og rødt...

søndag den 27. april 2014

Luksuslopper i det sydfynske

Af og til låner jeg min mors lille bil, pakker et tæppe og lidt drikkelse, husker mit kamera, penge og forhåbentlig solbrillerne i håret. Så henter jeg min bedste veninde og så kører vi ellers på tur.



Vi har ikke altid en fast destination, og sommetider kører vi blot på må og få. Hvis vejret er godt, bliver det ofte til is og en sval drink (læs sodavand). Er det køligt, finder vi et hyggeligt sted at spise sammen.



I dag besluttede vi os for, at vi ville tage til Gelskov Gods på Herregårdsmarked. Og herregård det fik vi. For ved Sallinge på Fyn, har der i dag været et storslået marked med antikviteter, gammelt ragelse og lækre delikatesser.



Der var noget for enhver smag - og pengepung. Men det første vi købte var nu en sandwich...



En rigtig god én med lokal økologisk kylling, rigeligt bacon, gulerodspesto, rødløg og rucola imellem to stykker italiensk pandebrød med rosmarin, flagesalt og olivenolie. Ja, jeg kan også godt lide mad - det er ikke kun blomster.



Se i øvrigt arrangementet her ovenfor. Synes, at det er en sjov ide - måske til konfirmationsfesten.



Efter vores frokost brugte vi en del tid på, blot at slentre rundt for at kigge på de mange ting, sludre og beundre det skønne sted. Jeg må virkelig sige, at der er smukt på Sydfyn. I landskabet ligger store herregårde og smukke gamle huse spredt blandt vidstrakte rapsmarker i blomst, og mange vårgrønne skove i et blødt bakket landskab...



... Og i dag har virkelig været den skønneste dag til at se og opleve foråret fra sin smukkeste side. Endda i godt selskab.



Se, det var svært ikke at lade sig friste. I ved hvordan mit forhold er til glas og keramik, og flere gange slog jeg nærmest gnister af spænding og glæde ved et nyt fund.



Der var mange ting at røre ved og mange ting at beundre. Det var ligeledes en stor fornøjelse at besøge et sted, hvor de handlende på forhånd havde sorteret det værste bras fra. Det kan I nok også se af billederne.



Vinduet her nedenfor var jeg næsten ved at købe. For jeg kender et par gæve handymænd, som med garanti vil hjælpe mig med at snedkerere et drivhus. Hvis altså blot jeg har hvad der skal bruges...


... Og vinduet her ville da være perfekt lige midt i facaden, eller måske i en af gavlene.




Jeg beherskede mig. Drømmedrivhuset skal nok komme, og indtil da har jeg desværre ikke opbevaringsplads til så stort et vindue. For det var ret stort, og kunne ved nærmere eftertanke ikke være i bilen.



Det kunne til gengæld de to keramikkander jeg endte med at forelske mig i, sammen med en rakubrændt skål og et lyseblåt hyacintglas. Lidt kom der altså med hjem...




... Sammen med en masse herlig inspiration, og sammen med drømmen om engang at få mit eget, hvor jeg kan fylde stuerne med alt det jeg allerbedst kan lide. Skægge dyr, enorme facadebogstaver, en hel regnbuepalet af glas, keramik til hver en buket...



... Mågestel, gamle karruselheste og en svensk bænk, der skulle males lysegul. Det bliver sjovt. Jeg håber, at I nød turen!


fredag den 25. april 2014

På sådan en doven eftermiddag

Når vejret bliver sådan rigtig lækkert, varmt og solrigt, og når det er næsten vindstille, elsker jeg ud på eftermiddagen at slænge mig på sofaen i vores vinterhave, åbne dørene og bare høre gardinerne suse i den lette brise. 



Så er det sommer for mig, og sådan kan jeg ligge der med hovedet dinglende i uendelige timer. Bare se på vinden, der leger med det lette stof.



I kan nok forstå, at det har jeg gjort i dag. Længe. Og med Edith Piaf i baggrunden. Lige indtil jeg fandt på at lege med blomster, og så gjorde jeg det i stedet. Blomster og grøntsager!


For i buketten her er artiskokker. Disse herlige, maskuline frugter på størrelse med en knyttet hånd. Jeg elsker dem - også at spise. De røde blomster er rølliker, som dufter herligt at grøftekant. Lodden løvefod kender I. Det er de gule skyer, der letter hele arrangementet.


Hav en rigtig dejlig og ikke mindst doven weekend!