tirsdag den 16. juni 2015

En have er en gave

Selvom min kæreste og jeg står midt i en kæmpe renovering og flytteplanerne efterhånden skrider, fordyres og lægger op til talrige diskussioner, må der være tid til haven. Det er ganske enkelt ikke til at undvære det grønne element.



Den vakse læser vil måske bemærke, at jeg virkelig har begrænset mig i forhold til tidligere år. For haven har min mor så småt overtaget, og det er derfor vigtigt, at den passer til sin nye ejer.


Det er ikke trist at give haven videre, for jeg ved, at min mor nærer den største omsorg og kærlighed til haven og naturen her i skoven. Hendes yndlingsfarve er blå, og derfor er såvel hus som blomster malet med himlens palet.



Ganske poetisk og naturligt ser det da ud. Jeg håber, at hun vil blive glad for min have-gave!

torsdag den 4. juni 2015

Nye tider

Den sidste tid har været ualmindeligt travl, fordi min kæreste og jeg er ved at flytte sammen i en skøn gammel lejlighed i byen. Vind og skæv er den, og fuld af huller, revner og med en skøn patina.


Dog blev patinaen hurtigt lidt rigelig, så vi har været ved at sætte i stand med nyt køkken, nypudsede vægge og nye paneler, lofter og gerigter. Et kæmpe projekt!


Heldigvis er vi nu ved at være færdige, og snart må jeg sige farvel til min elskede have i skoven til fordel for en ny. En lille græsplæne på stenbroen! Livet går videre - også i haven. Snart blomstrer ikke længere tulipaner, men roserne. Jeg glæder mig...