tirsdag den 13. marts 2018

Fortrolige steder

Nu er det endelig tid til, at bestille de dejlige dahlier. Det er hvert år noget, som jeg glæder mig til. Skal sandheden frem, synes jeg, at det er noget af det sjoveste haveplanlægning - og jeg har rigtig svært ved, at begrænse mig.



Billederne her tog jeg i efteråret ved Egeskov Slot på Fyn. Billederne er fra deres dahliahave, der om foråret er en tulipan-have med tulipaner og andre løgblomster i alle bedene. Også et fantastisk syn.



Det er rart, sådan at have billeder på "lager" når den nye sæson skal planlægges i haven. I år har jeg vagt at bestille alle de smukkeste, som jeg overhovedet kunne forestille mig. Så det bliver sikkert en rodebutik!



Nu er jeg jo indehaver af en kolonihave, og hvis ikke at en kolonihave er stedet, hvor dahlier skal stå i flok og konkurrere om at have de smukkeste, mest larmende og obskure farver, så ved jeg ikke hvor.


En dansk kolonihave med hække af dahlier, pakket ind i farver er for mig dansk sensommer.


Haverne ved Egeskov Slot blev jeg sidste sommer meget fortrolig med, idet min kæreste Rasmus og jeg er med i en tv-produktion, der har lokation ved det smukke, fynske renæssanceslot.



Det er der kommet en række spændende haveprogrammer ud af. "Kamp til Hækken" lyder titlen, og programmet løber over skærmen fra primo april.



Jeg lover, at jeg vil vende tilbage med meget mere om programmet. Det er fantastisk spændende, og har været et eventyr at være med i. Særligt fordi, at vi har lært så mange skønne mennesker at kende.


Nu må vi ud at finde de dejligste dahlier. Mine er bestilt, og er på vej med posten. Jeg kan næsten ikke vente med, at åbne papkassen og tælle poserne...